Personalefryns: Få klippet dit hår og fikset dine tænder

Virksomhederne bruger langt flere penge end tidligere på at forkæle medarbejderne med fryns. Et af stederne er hos Kamstrup ved Skanderborg

01:47

Personalefryns var noget af det første arbejdsgiverne skruede ned for, da finanskrisen ramte i 2007 – men nu er frynsegoder, som at få klippet sit hår og renset sit tøj på jobbet på vej tilbage.

Ifølge Danmarks Statistik er det gennemsnitlige forbrug af frynsegoder steget fra 2005-2015 med 1300 kroner om året pr. ansat. Stigningen oplever de også hos Dansk Erhverv, og de mest populære goder er sund kost, motion og motionsløb.

Hos el- og varmemålervirksomheden Kamstrup ved Skanderborg har Niels Christian Andersen arbejdet i produktionen i 30 år og mærker udviklingen.

- De var ikke så store dengang, det er først i den senere tid vi har fået alle de forskellige goder, fortæller Niels Christian Andersen.

Læs også Ambassadører på østjysk rundtur

I dag har de ansatte i Kamstrup mulighed for at komme til tandlæge, blive masseret, træne og få en klipning til en favorabel pris. Derudover kan de få renset tøj, få fodmassage og bestille take-away med hjem fra kantinen, hvis de skal stå for maden derhjemme.

- Det er klart, man bliver mere motiveret for at gøre sit arbejde og gladere for at komme på arbejde, siger Niels Christian Andersen.

Og virksomhedens vicepræsident er ikke i tvivl om, hvorfor det kan betale sig at forkæle medarbejderne.

- Vi kan tiltrække flere medarbejdere på det, og vi kan fastholde dem, vi har på det og når vi laver det regnestykke, så er det en rigtig god forretning, siger Michael Stubbe, som er vicepræsident HR hos Kamstrup.

Læs også Kamstrup har nu flere end 1.000 ansatte

Nytårsforsættet bliver nemmere at holde, da især sundhedsgoder er populære ude i virksomhederne.

- En udvikling hvor medarbejderne oplever, at man tager hånd om at få et sundt og bedre liv og en bedre balance mellem arbejdsliv og fritidsliv, siger Iben Posniak, Chefkonsulent hos Dansk Erhverv og fortsætter:

- Jeg tror udviklingen vil være, at man bliver ved med at have nogle goder, som giver medarbejderne mulighed for at have en bedre balance mellem arbejdsliv og fritidsliv, men samtidig giver fællesskab i forhold til arbejdspladsen.

Hos Kamstrup går de og overvejer nye frynsegoder, og her kan børnepasning være det næste.

Læs også Beskæftigelsen buldrer frem i Skanderborg

Men for Niels Christian Andersen, så synes han, at de har rigeligt.

- Vi har det hele. Vi har ikke brug for mere. Så det er dejligt. Det er rigtig dejligt, siger Niels Christian Andersen.

På Kamstrup får medarbejderne 20 pct. rabat på de forskellige goder som klipning og tandlægen, og hvert år får alle medarbejdere et gratis tandtjek. 

Du kan lære mere om personalegoderne hos Kamstrup i videoen øverst på siden.