Personale reddede beboer
Natten til tirsdag udbrød der brand på Lokalcenter Carl Blochs Gade i Aarhus
Personalet på Lokalcenter Carl Blochs Gade reagerede hurtigt, da der natten til tirsdag udbrød brand på en af beboernes værelser.
- Der er ros til personalet. De fik reddet beboeren ud hurtigt, og det automatiske sprinkleranlæg havde næsten slukket branden, da vi ankommer, siger indsatsleder John Korsbak fra Aarhus Brandvæsen til tv2oj.dk.
Den ældre beboer blev efterfølgende kørt til et tjek på sygehuset, men var ikke umiddelbart kommet alvorligt til skade.
- Personalet var lige en tur forbi en ambulance, men de blev ikke kørt til observation eller noget, siger John Korsbak.
Selve lejligheden er medtaget efter branden, og der er vandskade på den underliggende etage.
Brandvæsnet kender ikke årsagen til, hvorfor der opstod brand på værelset.