Pernille vandt DM i dag: Nu stiller hun op i herrerække
Aarhusianske bordtennis-kvinder blev i dag danske holdmestre
Den aarhusianske bordtennisklub Sisu/MBK vandt i dag det danske holdmesterskab for kvinder.
I en tredje og afgørende DM-finale vandt holdet over sidste års mestre fra Køge Bugt.
Sjællænderne vandt ellers den første finalekamp fredag. Lørdag svarede Sisu/MBK igen med en kneben sejr på 6-5.
Og i dag skulle vinderen findes ved en "sudden double", som er en ekstra double.
Læs også
Holdkaptajn Pernille Pødenphant Søndergaard fortæller, at der ligger tre gange træning om ugen bag sejren. Holdet består af fire spillere.
- Vi har alle trænet meget mere tidligere. Vi har været inde om landsholdet, så der trænede vi otte gange om ugen, siger Pernille Pødenpant Søndergaard.
Læs også
Kaptajnen har spillet bordtennis i sytten år.
- Vi fik et bordtennisbord derhjemme, så skulle jeg også prøve at spille i klub. Der var ikke så mange piger, der spillede, så man blev hurtigt en af de bedste, siger Pernille Pødenphant Søndergaard.
Samme modstandere
På trods af titlen som danmarksmestre, stiller holdet dog ikke op til næste år. De seneste 10-15 år har det været de samme modstandere, holdet har mødt.
- Det er meget de samme, vi spiller mod i damerækken. Så to af os spiller videre i en herrerække. Det bliver 2. eller 3. division, vi kommer til at spille i, siger Pernille Pødenphant Søndergaard.
De øvrige spillere på vinderholdet er: Rikke Nørskov Sørensen, Pernille Refstrup Agerholm og Malene Kaag.