Perlepladepiger overrasket af Seebach-opkald
Isabella og Chanel fik et overraskende opkald fra Rasmus Seebach efter Knæk Cancer-showet
Chanel Ejsenhardt og Isabella Salling Jespersen på henholdsvis ni og ti år ringede lørdag aften til Knæk Cancer-arrangementet for at donere 14.629 kroner.
De penge har de unge damer selv tjent ved at sælge hjemmelavede perleplader i Meny på Skanderborgvej i Aarhus.
De to piger er store fans af Rasmus Seebach, og de havde håbet, at sangeren var den kendis, der ville besvare deres opkald, da de ringede ind med deres donation.
Læs også
I stedet fik de politikeren Pia Kjærsgaard i røret.
Men Rasmus Seebach havde åbenbart hørt de to unge pigers bønner – for mandag eftermiddag ringede Rasmus Seebach uopfordret til de to piger, hvor han roste dem for deres indsats og gav dem to billetter til en af hans næste koncerter.
- Jeg blev meget overrasket og super glad og synes det er helt utroligt, at Rasmus Seebach har hørt om vores støtte til Knæk Cancer, siger Isabella Salling Jespersen om opkaldet.
Læs også
De to piger var meget glade for at få Pia Kjærsgaard i røret, men det var alligevel lidt specielt, at idolet uopfordret ringede dem op.
- Jeg blev ellevild over, at Rasmus Seebach ringede til os. Han var rigtig sød, og det var vildt han inviterede os til en koncert. Jeg blev stolt over den ros han gav os - jeg er glad for at vi kunne donere så mange penge, siger Chanel Ejsenhardt.