Perera har politianmeldt byrådsmedlem

Marc Perera Christensen accepterer ikke, at byrådskollega ulovligt har givet husly til flygtninge

Foto: TV2OJ / Pressefoto: Aarhus Kommune, Lars Henrik Mardahl

Byrådsmedlem og 2. viceborgmester i Aarhus Kommune, Marc Perera Christensen (K), har onsdag eftermiddag politianmeldt byrådsmedlem Maria Sloth fra Enhedslisten for illegalt at huse flygtninge.

- Jeg har valgt at politianmelde Maria Sloth, fordi hun udviser ligegyldighed for loven og dermed signalerer, at den er til forgodtbefindende. Lov er lov, og lov skal holdes. Særligt når mange flygtninge rejser gennem Danmark, og hvor vi har en forpligtelse til at registrere dem. Det drejer sig om sikkerhed og ansvar for de fælles udfordringer, Europa står overfor, siger Marc Perera Christensen i en pressemeddelelse.

Byrådspolitiker brød loven ved at huse flygtninge

Det kom i dag, tirsdag, frem, at Maria Sloth højst sandsynligt har huset to flygtninge ulovligt.

De to flygtninge havde ikke været i kontakt med de danske myndigheder, og de er derfor formentlig rejst i ulovligt ind i Danmark, og så er det ikke i orden at give dem husly, mener Marc Perera Christensen.

Marc Perera Christensen understreger, at han ikke er i stand til at vurdere selve skyldsspørgsmålet, da det er op til politiet. Han har sympati for, at man ønsker at hjælpe i særlige situationer, men ifølge ham kan det have konsekvenser.

- Det er vigtigt at understrege, at vi ikke bare kan lade vores følelser regere. Den flygtningestrøm, vi ser i dag, har uoverskuelige konsekvenser for Europa, og det mindste, vi kan gøre i situationen, er, at alle overholder loven og hjælper myndighederne med at bevare overblikket, siger han.