Pensionskasser skyder milliarder i provinsen

København og Aarhus bliver erstattet af Horsens, Aalborg og Silkeborg i pensionskassernes investeringsplaner

Der bygges i byer som Horsens og Silkeborg. Sådan her er planerne for havnefronten i Horsens, og opsvinget i provinsen er noget, der er blevet bemærket af pensionskasserne.

Efter at landets pensionsselskaber i en årrække har placeret stort set samtlige ejendomsinvesteringer i hovedstaden og Aarhus, har flere af de store pengekasser fået smag for provinsen.

Det skriver Jyllands-Postens erhvervsmedie Finans.

Alene PFA, AP Pension, Pensam, PKA og Industriens Pension står tilsammen klar med flere milliarder kroner til projekter i byer som Horsens, Silkeborg, Aalborg, Odense og Hillerød.

- Når vi ser på muligheden for at skabe et fornuftigt afkast på boliginvesteringer, er mange provinsbyer i dag mere attraktive end København og Aarhus, hvor vi mener, at priserne er kommet ret højt op, siger PFA's ejendomsdirektør, Michael Bruhn, til Finans.

Læs også Opsvinget mærkes: Horsens bygger i hele påsken

Inden for det seneste år har pensionsselskaberne afsat mere end fem milliarder kroner til boligbyggeri i provinsen. Det viser Finans' rundringning til en række store pensionskasser.

Interessen er kommet i takt med, at ejendomsmarkedet i København og Aarhus spidser til. Det sker, fordi priserne stiger, udenlandske ejendomsinvestorer rykker ind, og afkastet på investeringerne falder.

Muligheder for at udvikle byen

Samtidig er der vækst og vilje til forandring i flere af de større provinsbyer.

Det tiltrækker AP Pension, der står klar med boligprojekter for mere end 1,5 milliarder kroner uden for København og Aarhus.

I hjertet af Horsens har AP afsat 500 millioner kroner til at bygge en helt ny bydel med forretninger og boliger.

Læs også Lejligheder i 70 meters højde: Her er Silkeborgs nye vartegn

Det vækker begejstring hos byens borgmester, Peter Sørensen (S):

- Vi oplever lige nu, at flere og flere er interesserede i at investere i vores by. Det giver os en masse muligheder for at udvikle byen.

På Syddansk Universitet er professor Morten Skak begejstret på provinsbyernes vegne.

- Når de større provinsbyer får et større udbud af boliger, bliver prisstigningerne mindre. Så bliver det mere attraktivt at flytte ind til provinsbyerne, hvor arbejdspladserne også typisk ligger, siger han.