Pensionister tilbyder hjælp

Kommunerne på Djursland mangler frivillige kræfter i beredskabet. Nu tilbyder tidligere brandmænd deres hjælp.

Mandag kunne TV 2 | ØSTJYLLAND fortælle, at brandvæsenet på Djursland mangler frivillige brandmænd i så høj grad, at Nord- og Syddjurs kommuner kan blive tvunget til at hyre fuldtids brandmænd. En løsning, som vil koste kommunerne dyrt.

Nu har en gruppe tidligere brandmænd henvendt sig til Norddjurs kommune med tilbud om, at de kvit og frit genindtræder i brandberedskabet.

- Vi vil gerne tage over, hvis der er for lidt bemanding. Jeg har selv 28 år på bagen, og på en enkelt dag har jeg samlet syv af de gamle. Og vi vil rigtig gerne hjælpe til, så der ikke mangler folk, siger Poul Glerup, der står bag initiativet.

Borgmester Torben Jensen (Borgerlisten) glæder sig over de tidligere brandmænds tilbud.

- Det er et godt initiativ Poul Glerup har taget.

Men om initiativet kan løse problemet er tvivlsomt.

- Det er positivt, at de gamle brandmænd vil træde til. Mit problem er bare, at det behov, vi har, er flere brandmænd til den første gruppe, der rykker ind. Og her kan de tidligere brandmænd ikke hjælpe til, siger Leif Bang, Beredsskabschef ved Brand og Redning Djursland

- Men de kan være ambassadører for korpset og være behjælpelige, hvis vi kører med reduceret styrke i en periode, siger Torben Jensen.

Se mere i TV 2 | ØSTJYLLAND i aften.