Pengene strømmer ind til Kræftens Bekæmpelse efter Lars Larsens død

Lars Larsens familie ønsker, at folk vil donere penge til Kræftens Bekæmpelse i stedet for at give blomster.

De efterladte til dynekongen har lavet en mindeindsamling på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside. Foto: Niels Ahlmann Olesen - Ritzau Scanpix

Flere end 451.000 kroner er der torsdag eftermiddag blevet doneret til Lars Larsens mindeindsamling på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside

Det er rigtig mange penge, lyder det fra organisationen.

- Det er helt overvældende. Vi er jo taknemmelige over, at familien har tænkt på os på den måde og på det, som Kræftens Bekæmpelse er sat i verden for, og vi er helt overvældede over, hvor mange penge der er samlet ind, siger administrerende direktør, Jesper Firsker til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Se liveblog: Familie og venner sagde et sidste farvel til Lars Larsen

Han mindes ikke, at der nogensinde er doneret så mange penge før i forbindelse med en mindeindsamling.

Billedet her er fra Kræftens Bekæmpelses hjemmeside torsdag omkring kl. 17.

- Det sker af og til, at folk laver mindeindsamlinger, men mig bekendt har vi ikke været i nærheden af sådan nogle beløber her før, men vi er taknemmelig uanset størrelsen på beløbet, siger Jesper Fisker og tilføjer, at pengene gør en stor forskel:

- Vi er jo en organisation, der lever af donationer fra danskerne, så alt vi laver er afhængig af, at danskerne vil støtte os. Vi ville ikke være noget uden den støtte, vi får fra danskerne.

Læs også Lars Larsen bisat: - Græd ikke, fordi det er forbi - smil for det, der har været

Penge i stedet for blomster

En mindegave er en velgørende donation, der går til, at Kræftens Bekæmpelse blandt andet kan forske i og forebygge kræft.

Lars Larsen døde mandag af kræft i en alder af 71 år, og familien har efterfølgende lavet en mindeindsamling på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside, som de har skrevet denne besked til:

Det er vores håb og ønske at alle der ville have givet en blomst eller krans i forbindelse med bisættelsen, i stedet vil betænke Kræftens Bekæmpelse med en mindegave!

Lars Larsens efterladte 

- Vi mistede vores elskede mand, far, svigerfar, farfar og morfar til kræften alt for tidligt. Det er vores håb og ønske at alle der ville have givet en blomst eller krans i forbindelse med bisættelsen, i stedet vil betænke Kræftens Bekæmpelse med en mindegave! Vi tror på at det kan gøre en forskel. På forhånd tak og kærlig hilsen Kris, Jacob, Mette, Helle, Jørgen, Christian, Christine, Søren og Line

Indsamlingen slutter om ni dage.

Læs også Tre personer skal føre Jysk-imperiet videre