Pengene strømmer ind i Vestas efter ekstraordinært år

Danske Vestas kan sætte forventningerne op til årets indtjening efter ekstraordinært år

Foto: Jeannot Huyoet, Randers Kommune

For den østjyske vindmøllegigant Vestas med hovedsæde i Aarhus har 2016 været et ekstraordinært godt år.

Så godt, at selskabet kan sætte forventningerne markant op til, hvor mange penge der er tjent, når året er omme.

- 2016 har vist sig at være et ekstraordinært år og hovedsageligt baseret på en forbedret sigtbarhed for resten af året opjusteres forventningerne til 2016 på alle parametre, skriver selskabet i regnskabet for tredje kvartal.

En række poster i regnskabet tegner bedre, end Vestas hidtil har meldt ud.

Læs også Medvind til Clinton giver medvind til Vestas på børsen

Vestas opjusterer blandt andet forventningerne til omsætningen i 2016 fra mindst 9,5 milliarder euro til nu 10-10,5 milliarder euro.

Det er anden gang i år, at forventningerne til omsætningen sættes op.

Topchefen i Vestas, Anders Runevad, er godt tilfreds.

- Omsætning og indtjening steg markant, ligesom det var tilfældet med overleveringer på tværs af alle regioner.

- Ordreindgangen steg med 17 procent, mens den samlede ordrebeholdning for vindmøller og service faldt i kvartalet primært drevet af højt aktivitetsniveau på overleveringer af vindmøller, siger han i regnskabet.

Og topchefen kan sagtens tillade sig at være tilfreds med regnskabet, siger aktieanalysechef Jacob Pedersen fra Sydbank, som følger Vestas tæt.

Læs også Vestas-formand efterlyser industriselskab som medejer

- Hovedpunkterne er en bedre omsætning, bedre bruttomarginal, bedre omkostningsstyring og klart højere indtjening end ventet.

- Det er en uventet opjustering og en stor opjustering på alle parametre, siger Jacob Pedersen til Ritzau Finans.

- Tredje kvartal er endnu et vidnesbyrd om, at Vestas nu kan levere på et niveau, som vi for bare to kvartaler siden ikke havde troet var muligt, siger han.

Vestas fik et resultat før skat i tredje kvartal på 411 millioner euro, hvor det tilsvarende resultat lød på 279 millioner euro i 2015.

Omsætningen landede på 2,9 milliarder euro i kvartalet mod 2,1 milliarder euro i samme periode i 2015.

Her er Vestas' voldsomme økonomiske vending

For vindmølleproducenten Vestas er 2016 et ekstraordinært godt år. For få år siden var historien omvendt.
Danske Vestas kan sætte forventningerne op til årets indtjening og omsætning efter ekstraordinært år i 2016.
Det er en verden til forskel fra for få år siden, hvor selskabet led under store underskud, stor gæld og et hårdt marked. Det var i en grad, så der var tvivl om selskabets overlevelse.

* Vestas omsatte for 8,4 milliarder euro i 2015 og forventer, at omsætningen vil lande på 10-10,5 milliarder euro i 2016.

* Til sammenligning omsatte Vestas for omkring seks milliarder euro i 2013.

* Vestas fik et resultat på 685 millioner euro i 2015, tæt på en fordobling fra 2014.

* Fra 2011 til 2013 gav Vestas store underskud. Samlet tabte Vestas 1,1 milliarder euro i perioden.

* I 2013 have Vestas opbygget en gæld på 4,1 milliarder euro.

* I midten af 2012 kostede aktierne i Vestas 25 kroner. Ved slutningen af 2015 kostede en aktie 483,8 kroner. Tirsdag formiddag koster en Vestas-aktie 531 kroner.

* Vestas havde i 2011 gennemsnitligt 21.503 ansatte. Det tal faldt til 16.325 i 2014 og var i 2015 18.986. Ved udgangen af tredje kvartal 2016 har Vestas 21.907 ansatte globalt.

* Vestas havde en ordreindgang på 3,8 milliarder euro og 3738 MW i 2012. I 2015 satte ordreindgangen rekord med 8,2 milliarder euro og 8943 MW.

Kilder: Vestas, OMX Nordic