Penge til rollemodeller
Kvindemuseet i Århus har fået penge til at skabe et korps af rollemodeller med etnisk minoritetsbaggrund.
KVINFOs mentornetværk ved Kvindemuseet har fået midler fra Integrationsministeriet til projektet "Brug for alle i Danmark - korps af rollemodeller med etnisk minoritetsbaggrund".
Det fortæller en pressemeddelelse fra Kvindemuseet.
I mentornetværket kommer vi ofte i kontakt med kvinder med flygtninge/ indvandrerbaggrund, der efterspørger ' de gode historier' (hvordan får man et job, når man bærer tørklæde og har et fremmedklingende navn?). Mange er stødt på en række barrierer, og ved ikke hvordan de skal komme videre. Vi kan også se, at nogle mister modet og opgiver, fordi de tror det ikke kan lade sig gøre. Det fortæller, Mette Fenger, projektkoordinator ved Kvindemuseet i Århus.
Nu skal integrationen blive endnu lettere, når rollemodeller med deres historie og erfaringer springer til og prøver at få kvinder med flygtninge/indvandrerbaggrund godt integreret.
Behov for at huske deres historier
På samme måde er der også behov for dokumentation på området. Projektet er således ikke kun målrettet kvinderne, men også deres børn og mænd.
Kvindemuseet arbejder derfor på at dokumentere kvindernes historier. Det sker, da der er mangel på historier og kulturarv i Danmark fortalt gennem kvinder med etnisk minoritetsbaggrund med afsæt i barndom, ungdom og 'dannelseshistorier'.
Disse livshistoriske interviews indsamles af rollemodellerne, i samarbejde med projektkoordinatoren og skal bl.a. munde ud i en udstilling på Kvindemuseet. Udstillingen giver bl.a. børn og unge med etnisk minoritetsbaggrund mulighed for at se noget om deres mødres/bedstemødres baggrund og opvækst.
Projektet løber frem til udgangen af 2008.