Penge på plads til nyt plakatmuseum
Godt 17 millioner er der samlet ind til nyt plakatmuseum under Den Gamle By. Museet er klar til gæster om halvandet år.
Plakater er populære. Både til at hænge på væggen men så sandelig også til at se på.
Snart får Århus et stort plakatmuseum under Den Gamle By. Museet skal ligge på grunden ved Ceres-krydset.
Det nye museum er blevet muliggjort af massive donationer fra blandt andet Arbejdsmarkedets Feriefond og Århus Kommune. Plakaterne kommer fra en eksisterende samling, der blev grundlagt i 1970 og indtil 2006 har været at se i Aarhus Kunstbygning.
Direktør Peder Stougaard er fornøjet.
- Ikke mindst det planlagte moderne bykvarter vil komme til at svinge godt med de mange plakatudstillinger, vi nu kan lave. Og så er det jo en fornøjelse, at der kommer så mange gæster og ser udstillingerne i Den Gamle By, siger Peder Stougaard til Århus Stiftstidende.
Plakatglade mennesker kan efter planen besøge det nye museum i slutningen af 2009.