Penge fra modeljernbane delt ud
Indtjeningen fra DSB's modeljernbane på hovedbanegården i Århus blev torsdag uddelt til velgørende organisationer.
Modeltogene, der hver dag gør ventetiden lidt kortere for de yngste tog-passagerer, har i årets løb kørt 29.000 ture.
For hver tur er modeljernbanen blevet fodret med en to-krone, og det samlede udbytte på i alt 58.000 kr. blev i dag uddelt til lokale velgørende organisationer.
Det var Århus-borgmester Nicolai Wammen (S), der havde æren af at uddele de i alt 58.000 kr. til lokale foreninger.
- Det er rigtigt dejligt at være med til at uddele de her penge til nogle organisationer og foreninger, der gør et kæmpestort stykke frivilligt arbejde for nogle af de svageste borgere i byen. Det er en god juletradition, siger Nicolai Wammen (S) til TV 2 | ØSTJYLLAND.