Pegida Aarhus lukker ned

Svært at starte noget op i Aarhus, mener stifter af pegida Aarhus

Pegida Aarhus meddeler, at foreningen lukker ned og stopper sine demonstrationer om mandagen.

Det oplyser Daniel Holm, der er stifter af Pegida Aarhus.

Han fortæller blandt andet, at en af årsagerne til lukningen er, at Pegida Aarhus bliver fremstillet forkert.

- Vi er ikke så slemme, som folk tror. Vi bliver opfattet som racister og nazister, og det er vi ikke. Det vil jeg ikke have hængende på mig. Derfor vælger jeg nu at trække stikket, siger Daniel Holm, til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Pegida Aarhus udsprang af den tyske forening Pegida, som står for 'Patriotische Europäer gegen die Islamisierung des Abendlandes'. Overwsat til dansk betyder det: De patriotiske europæere mod Islamiserinmgen af Vesten.

Se: Vi er ikke ekstremister

Gennem de seneste uger har Pegida Aarhus arrangeret et par demonstrationer i Aarhus, men til den seneste mødte kun 12 Pegida-tilhængere ifølge Østjyllands Politi op, og den manglende tilslutning spiller en rolle i forhold til lukningen af Pegida Aarhus, fortæller Daniel Holm, der dog ikke er afvisende omkring at starte noget nyt.

- Jeg kan ikke udelukke, at jeg starter noget nyt op på et senere tidspunkt, siger Daniel Holm og fortsætter:

- Jeg tror ikke, at det vil hjælpe at ændre navnet. Aarhus er nok bare en svær by at starte ting op i.