Peberspray presser politi
Politiet føler et politik pres for at indføre peberspray som nyt våben
Politiet føler sig udsat for "voldsomt politisk pres" for at indføre peberspray som nyt våben. Men det er ikke noget mirakelmiddel, advarer Politiforbundet.
Når politiet bruger peberspray, så går det ofte ud over andre end dem, som den krydrede stråle er rettet mod. Faktisk rammes uskyldige mennesker af våbnet i næsten halvdelen af de tilfælde, hvor politiet trækker spraydåsen, viser de foreløbige resultater af en forsøgsordning med peberspray, som Østjyllands Politi er i gang med.
Derfor advarer Politiforbundet nu mod, at Folketinget haster en beslutning om at indføre peberspray på landsplan igennem.
- Der er et voldsomt politisk pres for at indføre peberspray som nyt magtmiddel til politiet. Også selvom der er tegn på, at der er nogle ømme punkter ved det, siger Richardt Andersen, der er formand for Politiforbundets miljø- og sikkerhedsudvalg.
- Visse politikere har den opfattelse, at pebersprayen er et mirakelmiddel, og det er som om, at forsøget er "dømt til at lykkedes" på forhånd. Vi er ikke imod forsøget, men vi indstiller til, at politikerne lader forsøgsordningen fortsætte frem til slutningen af maj, så vi får høstet nogle flere erfaringer, siger Richardt Andersen.
I løbet af forsøgsordningen har politiet indtil videre brugt peberspray mod borgere 87 gange. I 41 tilfælde har politiet noteret sig såkaldt "sekundært ramte" personer, hvad enten der er tale om forbipasserende eller betjente. Det har kastet tre klager af sig til statsadvokaten.
Dertil kommer, at pebersprayen ikke har fået de østjyske betjente til at trække deres pistoler eller stave i mindre grad end tidligere.
- Problemet ved at indføre et nyt magtmiddel er også, at betjentene så får en våbentype mere at forholde sig til i en tilspidset situation, og det kræver yderligere uddannelse af politifolkene, siger Richardt Andersen.
/ritzau/