Paw er vild med Star Wars og rollespil: - Gik på knæ i pladerustning
Paw Christensen var en af de mange Star Wars-entusiaster, der havde taget turen til Sci-Fi-Con i Arena Randers
Stormtroopers, jedi-riddere og lyssværd. Mange kender efterhånden til det populære Star Wars-univers.
I Randers er de også hoppet med på Star Wars-bølgen, hvor borgere i disse dage kan blive ført til en galakse langt, langt væk, når byen afholder Star Wars-festivalen ”Randers – en by i galaksen”
Lørdag blev den årlige messe Sci-Fi-Con også afholdt i Arena Randers. Her var science fiction-fans fra hele landet mødt op i farverige kostumer.
Læs også
Paw Christensen var en af de mange, der var mødt op klædt ud som en af karaktererne fra Star Wars-filmene.
- Til at starte med gjorde jeg det, fordi jeg havde en kæmpe interesse for Star Wars. Det har jeg stadigvæk, men nu gør jeg det næsten mere for børnene og andre barnlige sjæle. Det er blevet en hel sport at se børn komme op og være sådan helt med julelys i øjenene og ’ej, vi skal tage billeder’, og det er sjovt, siger Paw Christensen.
Vild med Star Wars og rollespil
Interessen for at iklæde sig kostumer går langt tilbage for Paw Christensen, der allerede som ti-årig startede til rollespil, hvor det først som helt ung var med læderrustning. Da han blev lidt ældre, blev læderet skiftet ud med rustninger af metal.
- Der har jeg også både ringbrynje og pladerustning derhjemme. Til min forlovede gik jeg på knæ i fuld pladerustning og ringbrynje, siger Paw Christensen.
I dag, lørdag, var Paw Christensen dog iført en dragt fra Star Wars universet, nærmere bestemt et ukendt medlem af Mandalorian-klanen. Det er samme klan, som karakteren Boba Fett fra to af Star Wars-filmene tilhører, og netop ham kunne fans også møde i Arena Randers søndag.
Jeremy Bulloch, som spillede Boba Fett i Star Wars filmene, var nemlig til stede på messen. Udover ham kunne man også møde blandt andre Jakob Stegelmann, som mange nok kender fra DR’s Troldspejlet.
Læs også
Far og datter som Obi-Wan og R2D2
Sci-Fi-Con i Randers tiltrak lørdag både store og små. Far og datter Maciej og Milena var taget af sted til messen klædt ud som karaktererne Obi-Wan Kenobi og R2D2.
- Når man er syv år gammel og kan blive fuldstændig fanget af det, og man kan se det som 37-årig også og følge med, jamen, det siger noget om historien, og det er bare godt fortalt, siger Maciej Labuda.