Pause til fodbolddommer efter fejl i AGF-kamp

DBUs Elitedommergruppe giver Jesper Overgaard pause fra SAS Ligaen efter to fejlskøn i AGFs kamp mod FC Nordsjælland.

Jesper Overgaard erkender i dag at han i to tilfældede skønnede forkert i lørdagens SAS-liga kamp mellem AGF og FC Nordsjælland.

Det første tilfælde var en tackling fra AGFs målmand Steffen Rasmussen, som Jesper Overgaard efterfølgende erkendte burde have medført et straffespark til udeholdet, men som han under kampen vurderede som en uforsætlig handling fra målmandens side.

Den anden episode involverede hjemmeholdets back Ulrik Lindvist, der med hånden stoppede et scoringsforsøg tæt foran mål. Jesper Overgaard vurderede i situationen, at der var tale om en afværgelse med hovedet. Efter at have set tv-optagelser af episoden erkender han dog, at der var tale om en bevidst blokering af scoringsforsøget ved brug af hånden. Også det burde have medført straffespark til nordsjællanderne og udvisning af Lindkvist.

Derfor har DBUs Elitedommergruppe valgt at degradere Jesper Overgaard til dommeropgaver i den næstbedste og tredjebedste række i en periode, oplyser DBU.

Både AGFs sportschef, Brian Steen Nielsen, og træner Ove Pedersen kritiserede mandag dommer Jesper Overgaard, efter han viste AGFs Jeremiah White ud i kampen. TV-billeder viste efter kampen, at udvisningen var forkert.

Den kendelse kommenterer dommeren dog ikke.