Paul Erik har fundet firbenet løsning på rotte-mareridt

Katten Misser har løst et stort rotteproblem på en gård i Knebel på Djursland.

Katten Misser har hjulpet Paul Erik Skifter af med et stort rotteproblem. Foto: Sabrina Brohus, Djursland Landboforening

Det væltede bogstavelig talt ind med rotter hos Paul Erik Skifter i Knebel. Gift havde ingen effekt på de sejlivede gnavere, så der skulle et tip fra sønnen om en særlig kat til, før problemet blev løst.

- I det gamle stuehus var der nok 20-25 rottetunneller, og rottefængere havde forgæves lagt gift ud flere gange. Jeg var ret ked af alt det gift, fortæller Paul Erik Skifter til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Kampen mod rotter ser ud til at virke

Og rotterne var pænt ligeglade med de store mængder gift.

De boltrede sig stadig på loftet, i madvarerne og på badeværelset under badekarret, hvor der var en decideret rottemotorvej med heftig aktivitet.

Ubeskriveligt ulækkert

- Det var så ubeskriveligt ulækkert. Det er slet ikke til at forestille sig, siger Paul Erik Skifter.

Rotterne havde altså nem adgang til huset på Djursland, som er af ældre dato. Tidligere har Paul Erik Skifter haft grise på gården.

Nogle tager rotter, andre gør ikke. Normalt går de efter lidt mere forsvarsløse byttedyr. Jeg har aldrig hørt om det her som en sikker løsning før.

Anne Birgitte Gravesen, Nomus

- Jeg tror, at det er svært at undgå rotter helt, når der er andre dyr. Men nu er de faktisk næsten fuldstændig væk.

Paul Erik Skifters søn foreslog nemlig, at faren anskaffede sig en kat af racen Maine Coon.

Som sagt så gjort. For fem år siden købte han og hustruen den sorte og hvide kat Misser.

  Foto: Sabrina Brohus, Djursland Landboforening

Mange døde rotter

- Efter et stykke tid hvor hun var kommet forbi med mellem 20-50 døde rotter, så var problemet løst. Siden har vi ikke haft rotter. Kun sporadisk er Misser kommet forbi med en, siger Paul Erik Skifter.

Læs også Pas på med at fodre fuglene: Pludselig har du skadedyr i haven

Men er der virkelig grund til at tro, at en Maine Coon kat er løsningen på alverdens rotteproblem?

Ikke rigtig, lyder det fra en ekspert.

- Det kommer meget an på katten. Nogle tager rotter, andre gør ikke. Normalt går de efter lidt mere forsvarsløse byttedyr. Jeg har aldrig hørt om det her som en sikker løsning før, siger koordinator hos skadedyrsbekæmpelses-firmaet, Nomus, Anne Birgitte Gravesen, til TV2 ØSTJYLLAND.

02:14

VIDEO: I landsbyen Bøstrup i Favrskov skæmmer en øjebæ i centrum af byen. Her har der også været problemer med rotter - til stor fortrydelse for de lokale. 

Luk video

Foreslår projekt med katte

Hun har hørt om et projekt fra USA, hvor katte blev sat ind på en losseplads med rotter.

Efter et stykke tid var rotterne mindre synlige og havde ændret adfærd.

Man burde lave et projekt med gift på én gård og en Maine Coon kat på en anden, hvor der er rotter. Så tror jeg, at katten ville være bedst.

Paul Erik Skifter, Knebel

- Indtrykket var, at der var færre rotter, men det var ikke ensbetydende med, at der var dræbt rotter, forklarer Anne Birgitte Gravesen.

Alligevel synes Paul Erik Skifter fra Knebel, at et lignende forsøg med Maine Coon-katte ville være en god idé.

- Man burde lave et projekt med gift på én gård og en Maine Coon kat på en anden, hvor der er rotter. Så tror jeg, at katten ville være bedst, og en biologisk udryddelse er jo bedre end gift, siger Paul Erik Skifter.