Patienter sveder på supersygehus - løsning først klar i 2020

Der er en plan for en forbedring af temperaturen på Aarhus Universitetshospital. Men først i 2020.

Der er problemer med varmen på Aarhus Universitetshospital i Skejby.

Sidste sommer svedte både patienter og de ansatte på Aarhus Universitetshospital, og i år fortsætter varmeproblemerne.

For først i midten af 2020 vil Region Midtjylland have en løsning klar.

Det skriver DR P4 Østjylland.

Ifølge mediet er der i øjeblikket op mod 26 grader på Ortopædkirurgisk Afdeling.

Læs også Patienterne svedte tran på nybygget sygehus: Nu vil politikere installere køling

En af de patienter på afdelingen, der i øjeblikket har det varmt, er Søren Sjønemann Kristensen fra Jegindø.

- Jeg får ikke engang middagssolen her. Jeg vil nødigt ligge dér, hvor man får det. Vi får kun formiddagssolen her. På det tidspunkt er det uudholdeligt at være patient, siger han til DR P4 Østjylland.

01:25

VIDEO: I august sidste år tog regionsrådsformand Anders Kühnau (S) på en varm tur på Skejby Sygehus. Her var problemet endnu større end i år. Især på grund af den daværende hedebølge i Danmark. 

Luk video

Tvunget til at åbne vinduer

Supersygehuset har ikke aircondition, men i stedet et ventilationsanlæg.

Alligevel føler sygeplejerskerne, at de er nødt til at forsøge at skaffe frisk luft til patienterne ved at åbne de små vinduer. Men det må de faktisk ikke, for så slår ventilationssystemet fra.

Det er svært for os ikke at åbne vinduerne. Det er det eneste, vi har at gribe ud efter, når det koger over herinde.

Ditte Stabe, sygeplejerske

- Det er svært for os ikke at åbne vinduerne. Det er det eneste, vi har at gribe ud efter, når det koger over herinde, siger sygeplejerske Ditte Stabe til DR P4 Østjylland.

Læs også Flere og flere fødsler pressede hospital - men nu er der skabt mere plads

Supersygehusets tekniske chef, Søren Kvistborg, mener ellers, at problemerne i år skulle være mindre end under hedebølgen sidste år.

Automatikken i solafskærmningen foran vinduerne er nemlig justeret bedre i år, siger han til DR P4 Østjylland.

- Vi har fået vores solafskærmning indkørt og dermed driftoptimeret, så den er aktiv tidligere, end den var sidste år. Og så håber vi også på, at vi har fået kommunikeret tydeligt, at man ikke skal åbne vinduerne, siger han.

Undersøgelse efter hedebølge

Men han medgiver, at ventilationssystemet ikke køler.

- Er der en udetemperatur på 26 grader, blæser vi også 26 grader ind. Der køles ikke af, siger han.

Der er aircondition på operationsstuerne, men det har aldrig været meningen, at det også skulle være på patientstuerne.

Er der en udetemperatur på 26 grader, blæser vi også 26 grader ind. Der køles ikke af.

Søren Kvistborg, teknisk chef

Efter hedebølgen sidste år besluttede regionsrådet at få undersøgt, om man kan få ændret ventilationssystemet.

Derfor er der en plan om en forbedring til næste sommer. Da hospitalet er i drift, er det nemlig først muligt at stå klar med forbedringerne i midten af 2020.

- Det, vi har arbejdet med, er at indbygge køleflader i indblæsningsluften, så man kan sænke indblæsningsluften med fem grader, lyder det.