Patienter sluger kameraer

Et lille kamera, der passerer gennem tarmsystemet, skal hjælpe patienter på Regionshospitalet i Randers.

Regionshospitalet Randers har netop indført en ny undersøgelsesmetode af de medicinske patienter på gastroenterologisk afsnit.

Den nye metode går kort fortalt ud på, at patienter, der lider af mave-tarmsygdomme, skal sluge et lille kamera, som tager to billeder i sekundet, mens det passerer igennem patientens tarmsystem.

Billederne bliver optaget på en slags båndoptager, som patienten er tilsluttet ved hjælp af elektroder, og optagelserne overføres senere til en computer, som lægerne bruger til at gennemse og vurdere billederne.

Den nye metode hedder kapselendoskopi, og det gode ved metoden er, at den giver et mere præcist billede af patientens tyndtarm end den gængse metode, hvor patienterne drikker et kontraststof for dernæst at blive røntgenfotograferet.

- Det er kun i de tilfælde, hvor røntgenundersøgelserne er util-strækkelige i forhold til at afdække eventuelle sygdomme i patienternes tyndtarm, at vi vil bede dem om at sluge et af de små kameraer, fortæller afdelingssygeplejerske Bente Sønderholm fra gastroenterologisk afsnit D9.