Patienter risikerer forkert medicin
Sundhedsdirektør i Region Midtjylland advarer mod at afskaffe kontrolsystem for personnumre
Patienter på hospitaler risikerer at blive forvekslet med hinanden eller få forkert medicin, når myndighederne snart dropper et særligt kontrolsystem, der sikrer personnumre mod at blive forvekslet med hinanden.
- Det kan i værste fald have fatale konsekvenser. Hvis en læge eller en sygeplejerske ved en simpel tastefejl taster 1 i stedet for 2, risikerer de at forveksle patienter, fordi den automatiske kontrol af personnummeret er væk, siger sundhedsdirektør Leif Vestergaard Petersen, Region Midtjylland, til metroXpress.
I dag er Cpr-numrene er bygget op, så det sidste ciffer er et kontrolciffer, der forholder sig til de andre cifre efter en matematisk model. Men myndighederne vil droppe kontrolsystemet, fordi antallet af personnumre på enkelte fødselsdage er ved at slippe op.
Hos Det Centrale Personregister siger kontorchef Carsten Grage, at beslutningen om at afskaffe kontrollen blev truffet i år 2000 og har været hørt hos en lang række offentlige myndigheder uden kritik.
- Der har været bred tilslutning til, at det er den rigtige måde at løse problemerne. Skulle vi i stedet for eksempel inddrage et 11. ciffer, ville det være langt mere omfattende, siger han til metroXpress.