Patienter i klemme: Nu afgør minister langvarig strid

Der har indtil nu været strid mellem kommuner og regioner, om hvem der skal betale, når patienten skal fortsætte intravenøs antibiotika-behandling hjemme

Nu slår sundhedsministeren fast, at det er regionerne, der skal betale for hjemmebehandling. Foto: Reklamevideo fra B. Braun Medical

I stedet for at blive indlagt på en medicinsk afdeling i ugevis, har flere patienterne tidligere kunne få antibiotikabehandling direkte i blodårerne, mens de er hjemme i vante omgivelser.

Men flere østjyske kommuner lukkede i sommeren 2017 ned for den mulighed, fordi der opstod uenighed om hvilken pengekasse, der skulle betale for behandlingen.

ar det regionen eller kommunen pengekasse, der skulle betale udgifter til kommunens hjemmesygeplejerske, der udfører behandlingen?

Læs også Patienter i klemme: Kommune og region kæmper om at slippe for regning

Nu er det slået fast: Det er regionerne, der skal betale for intravenøs behandling uden for hospitalet. Sådan lyder det i et svar fra sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V):

Hvis en borger udskrives fra sygehus til fortsat IV-behandling i hjemmet, er der tale om fortsat sygehusbehandling i hjemmet. Det betyder, at lægen på sygehuset, fortsat er ansvarlig for den iværksatte behandling. Det betyder også, at det er regionen, der er ansvarlig for at afholde udgifter til behandlingen.

Der har været uenighed og det betyder, at patienterne risikerer at lande mellem to stole.

Kirsten Normann Andersen (SF)

Det er Kirsten Normann Andersen (SF), der har stillet spørgsmålet til ministeren.

- Jeg synes, det er vigtigt, at ministeren tager stilling til, om det er kommunerne eller regionerne, der har ansvaret for den her opgave. Der har været uenighed og det betyder, at patienterne risikerer at lande mellem to stole.

Begejstret patient

En af de patienter, der har haft gavn at få intravenøs behandling derhjemme er Otto Trap Hansen fra Hørning.

Han blev ramt af en ondartet bakterie, hvor han blev behandlet med en antibiotikakur på Horsens Sygehus. Behandlingen lød på antibiotika givet direkte i årerne fire gange om dagen – i tre uger.

01:42

VIDEO: Otto Trap Hansen bor i Skanderborg Kommune, der stadig tilbyder hjemmebehandling. Hør ham fortælle om glæden ved at modtage antibiotikabehandling derhjemme. Videoen er fra oktober 2018.

Luk video

- Efter der var gået en uge på hospitalet, følte jeg, at jeg gik i vejen og kun så fjernsyn. Jeg måtte gerne gå ud, men alligevel er man meget bundet. Jeg ville hellere være hjemme, fortalte Otto Trap Hansen til TV2 ØSTJYLLAND i oktober.

Men efter en uge blev han tilbudt behandling af en hjemmesygeplejerske. Om dagen ved det lokale plejecenter, og om aftenen hjemme i privaten.

Læs også Pædofili-dømt føler sig opgivet: Behandling bliver aflyst gang på gang

- Det var jeg mildt sagt ret begejstret for. Jeg blev glad, for så kunne jeg genoptage mine daglige gøremål. Jeg kunne lave aftensmad, gøre rent og gå med hunden, fortalte han.

KL tilfredse

Svaret fra ministeren vækker glæde og tilfredshed hos Jette Skive (DF), der er byrådsmedlem i Aarhus og formand for social- og sundhedsudvalget i Kommunernes Landsforening.

Vi var kede af måtte stoppe det, men vi står i en sparerunde i Aarhus, og så kunne vi simpelthen ikke finde pengene til det her.

Jette Skive (DF)

- Det er dejligt, at ministeren vil svare på det her, det har vi ventet på længe. For det kommer jo borgeren til skade, at de skal ind omkring hospitalet for at få en behandling, som vi kan lave ude i hjemmet. Men vi kan ikke gøre det, uden der følger penge med, siger Jette Skive.

- Nu går vi i gang, pengene skal være der, regionen må betale, så hjælper vi borgerne i deres hjem. Vi var kede af måtte stoppe det, men vi står i en sparerunde i Aarhus, og så kunne vi simpelthen ikke finde pengene til det her, siger Jette Skive.

03:26

VIDEO: Jette Skive er meget glad for, at ministeren slår fast, at regionen skal betale for intravenøs behandling i hjemmet.

Luk video

I Region Midtjylland er politikerne midt i forhandlingerne med de 11 kommuner i regionen om sundhedstilbud fremover.

- Vi har selvfølgelig lige modtaget svaret fra ministeren, men vi har ikke haft tid til at snakke om det i regionen eller Danske Regioner. Vi skal have dette op på et nationalt plan, hvorvidt vi er enige eller uenige i ministerens svar, siger Annette Roed (S), formand til udvalget for nære sundhedstilbud.