Patienter cykler i sengen
Skal give bedre kondition og mindre træthed
Fire timer ad gangen fire gange hver eneste uge. Så meget tid tilbringer Karsten Roesgaard på Regionshospitalet i Randers.
Han er nyrepatient, og det kræver, at han flere gange om ugen kommer i dialyse og får renset sit blod.
Førhen lå han bare stille i en seng, mens behandlingen stod på, men det gør han ikke længere. Nu bruger han de 16 timer om ugen på at cykle. Hver gang bliver det til omkring 30-40 kilometer:
- Jeg ligger her alligevel, og jeg får mindre ondt i fødderne, når jeg får bevæget benene.
Cykelturene er en del af et nyt projekt på Regionshospitalet i Randers, hvor dialysepatienterne har fået monteret pedaler på deres senge. Cyklingen har til formål at aktivere patienterne og give dem bedre kondition:
- Adskillige studier viser, at motion modvirker træthed, og vi vil gerne være med til at forbedre patienternes kondition, når de nu er her de mange timer, siger sygeplejerske Anette Schneider.
Udover at give patienterne motion, har cyklingen også en anden positiv effekt. Den giver nemlig bedre fællesskab og sammenhold patienter og personale imellem.
- Vi er sammen mange timer, så vi kan ikke blive ved med at snakke om vejret. Vi deler snak om litteratur, ferier og fritidsaktiviteter. F.eks. ved de alle sammen, at jeg er ivrig spejder i min fritid.
Lige nu er målet, at patienterne til sammen skal cykle 10.253 kilometer. Det er nemlig afstanden fra Randers til ækvator.