Pastyv anholdt: Sigtet for tyveri af 33 pas
Sigtet for at have stjålet 33 pas fra et bibliotek
En 22-årig mand fra Aarhus Vest bliver tirsdag fremstillet i grundlovsforhør sigtet for at have stjålet 33 pas fra borgerservice på Åby Bibliotek.
For tre uger siden anmeldte Aarhus Kommune tyveriet, efter to personer havde haft helt til at snuppe en kasse med de 33 pas fra biblioteket, hvor de lå og ventede på at blive hentet.
Østjyllands Politi har siden efterforsket sagen, og mandag gav det pote. Her lykkedes det for politiet at anholde den ene af de formodede gerningsmænd, den 22-årige mand.
33 pas stjålet i borgerservice i Aarhus
Nogle pas er fundet
Ifølge Østjyllands Politi foregik anholdelsen på den 22-åriges bopæl. Her fandt politiet nogle af de stjålne pas, samt en række andre formodede tyvekoster.
Ved grundlovsforhøret tirsdag vil anklagemyndigheden fra Østjyllands Politi anmode om lukkede døre. Det skyldes, at man ikke ønsker yderligere informationer om sagen ud i offentligheden, da det fortsat ikke er alle pas, der er fundet, og da der ifølge politiet fortsat er en medgerningsmand på fri fod.
Derfor ønsker Østjyllands Politi heller ikke at kommentere sagen yderligere, oplyser det i en pressemeddelelse.