Passagerfly væltede sportsflyver
Blæste Cessna omkuld med motorerne
Et lille Cessna-fly blev blæst omkuld, da en større passagerfly afprøvede motorerne før start i Aarhus Lufthavn. Piloten slap fra ulykken med skrækken, men flere sikkerhedsprocedurer blev ikke overholdt, lyder konklusionen fra Havarikommissionen, som nu er færdig med at analysere hændelsen.
Uheldet skete i Aarhus Lufthavn i Tirstrup den 3. maj 2013 klokken 08.07 om morgenen. Det lille sportsfly havde været på en lokal flyvning i området, da piloten landede og fik besked fra tårnet om at følge en taxivej fra landingsbanen ind til hangarområdet, hvor man tanker flyene.
Pludselig kom sportsflyet ind i slipstrømmen fra et større fly, en tomotorers Jetstream 31 af mærket British Aerospace. Det større fly har en sikkerhedszone på 76,2 meter bag propellerne, når det afprøver motorerne for fuld kraft før flyvning. Sportsflyet var kun 28 meter bag Jetstreamen og blev løftet om og landede på hovedet. Flyet blev totalskadet og kommer aldrig mere op at flyve.
Piloten på det væltede fly havde åndsnærværelse nok til at slukke for brændstoftilførslen for at undgå motorbrand og tilkaldte straks hjælp fra kontroltårnet.
Afstand ikke overholdt
Haverikommissionen bemærker, at sikkerhedsafstanden ikke var overholdt, men at piloten i det lille fly fulgte instrukserne fra tårnet og ikke blev advaret om, at det større fly var i gang med en motorprøvning.
Men kommissionen hæfter sig også ved, at Jetstreameren havde tændt anti-kollisionslyset som er standard, når man afprøver motorerne. Piloten i sportsflyet var ikke opmærksom på anti-kollisionslyset.
Havarikommissionen anbefaler, at lufthavnen ændrer sine kontrolprocedurer for situationer, hvor fly afprøver motorerne, og det har Aarhus Lufthavn gjort.