Passagerer evakueret på grund af røg i tog
Røg fra et DSB-tog på Viby Station ved Aarhus betød, at passagererne blev evakueret. Branden påvirker togtrafikken mandag eftermiddag.
En brand i et passagertog på Viby Station ved Aarhus påvirker den kollektive trafik mandag eftermiddag. Det oplyser DSB til TV2 ØSTJYLLAND.
- Tre tog er blevet aflyst på grund af den prop, der blev skabt, da togene holdt stille mellem Aarhus Hovedbanegård og Skanderborg. Vi forventer at køre normalt igen fra omkring kl. 17.30, siger pressemedarbejder hos DSB, Morten Tjerrild, til TV2 ØSTJYLLAND.
De aflyste tog skulle til København, Esbjerg og Fredericia.
Selve branden opstod i togets undervogn, og den udviklede en del røg. Brandfolk fra Østjyllands Brandvæsen fik dog hurtigt styr på røgen, og toget kunne køre tilbage til hovedbanegården i Aarhus, hvor det skal på værksted.
Inden da var togtrafikken mellem Aarhus og Skanderborg lammet, og passagererne i det berørte tog blev evakueret.
Læs også
- Vi er ved at evakuere passagererne ombord på toget. Der skulle ikke være flammer, og ingen er i fare, sagde kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, Janni Lundager, tidligere til TV2 ØSTJYLLAND.
Passagererne blev efterfølgende kørt tilbage til Aarhus, hvor de har kunnet nå et andet tog videre.