Påske giver travlhed hos lægevagt
Lægevagten i Region Midtjylland opfordrer folk til at forny deres recepter inden påsken for at undgå lange ventetider.
Lægevagten bruger meget tid på at forny borgernes recepter i helligdagene. Tid, som kunne være brugt på at give hurtig lægehjælp til folk, der har akut brug for det.
Derfor opfordrer lægevagten i Region Midtjylland borgerne til at klare fornyelserne i god tid inden påsken.
- I helligdagene fornyer vi rigtig mange recepter på fast medicin, som for eksempel p-piller, astmapræparater og blodtryks- og kolesterolsænkende tabletter. Specielt påskelørdag, hvor apotekerne har åbent, giver det både meget stor travlhed, og lang ventetid i telefonen hos lægevagten, siger vagtchef Jens Peter Geil, Lægevagten i Region Midtjylland.
På en normal lørdag og søndag får Lægevagten i Region Midtjylland ca. 3.300 henvendelser, og det tal bliver mellem 30 og 50 procent højere på helligdagene.
Ventetiden i telefonen hos Lægevagten er længst fra klokken 07.00 - 11.00, og klokken 16.00 -18.00 på hverdage. Kan man vente med at ringe, er der altså større chancer for at komme hurtigt igennem mellem 11.00 og 16.00 .