Påsatte brande rammer igen Silkeborg
Flere end 30 påsatte brande har de seneste seks måneder skræmt borgerne i Silkeborg. I nat slog ukendte brandstiftere til igen.
Fredag aften ved 23-tiden brændte det igen i Silkeborg. Denne gang havde gerningsmændene udset sig området omkring Lupinvej og Resedavej.
Den første brand, der af brandfolkene beskrives som en mindre brand, var tilsyneladende startet for at lokke brandfolk og politi til den forkerte ende af området. Bare fem minutter senere fik politiet oplysninger om en ny og større brand i kvarteret. Denne brand var påsat i en container, der stod i et ellers aflåst rum, hvor døren var brudt op. Bygningen ligger tæt på et større antal parkerede biler, men en hurtig indsats fra brandfolkene sikrede at branden ikke spredte sig.
3 brande på en nat
Omkring klokken 2.00 fik politiet meldinger om endnu en brand. Endnu en containerbrand - denne gang på Lupinvej 60 - betød at brandvæsenet endnu engang måtte rykke ud til området. Ilden nåede at brede sig til taget på en bygning inden brandvæsenet fik den slukket.
"Vi ser med stor alvor på sagen. Området har tidligere været ramt af flere alvorlige brande, derfor vil vi nogle have ekstra stor opmærksomhed på området," siger vagtchefen fra Midt- og Vestjyllands Politi, Lars Even.