Pas på: Tricktyve snyder sig adgang som "varmeaflæsere"

De seneste dage har Aarhus været plaget af tricktyve, der lader som om de skal aflæse varmemålere

- Jeg skal aflæse din varmemåler.

Siger manden det, når du åbner hoveddøren, bør du være ekstra opmærksom.

I løbet af de seneste dage har der været flere tricktyverier i Aarhus-området, hvor mænd har banket på døren under påskud af, at varmemålere og termostater skulle tjekkes.

Tirsdag var der to tricktyverier, oplyser Østjyllands Politi. 

Det første tilfælde skete på en adresse i Saralystparken i Højbjerg mellem klokken 08 og 09.

Her bankede en mand på døren hos en 66-årig mand under påskud af at skulle tjekke termostater i boligen.

Manden ville ind i stuen og soveværelset, og da den 66-årige mand var gangbesværet, fulgte han ikke efter manden, som opholdt sig noget tid i soveværelset.

Manden forlod herefter stedet.

Efterfølgende konstaterede den 66-årige, at der var stjålet et kontantbeløb samt to ID-kort fra en pung i et tøjskab.

Der er udsendt et sparsomt signalement af manden: Han er østeuropæisk af udseende og spinkel af bygning. Manden talte dansk med accent samt engelsk. 

 

Forsøgte at bortvise mand

Det andet tricktyveri skete på en adresse på Stenvej i Højbjerg ved 10-tiden.

Her gik en mand ind i et rækkehus under påskud af, at han skulle aflæse en varmemåler. 

Den 77-årige mandlige beboer forsøgte at bortvise manden, som ikke kunne identificere sig med hverken skilt eller kort. 

Manden gik videre ind i stuen, hvor han opholdt sig et kort øjeblik, hvorefter han forlod rækkehuset.

Den 77-årige konstaterede, at en tegnebog med diverse kort samt et kontantbeløb var stjålet fra stuen.

Den 77-årige bemærkede desuden, at manden kørte væk fra rækkehuset på en Aarhus Bycykel. 

Der er udsendt et signalement af manden: Mellemøstlig af udseende, 30-40 år, 170 centimeter høj, almindelig af bygning, brun hudfarve, sort hår, kortklippet, talte et fremmedsprog, iført blå jakke og jeans.

Har man oplysninger i de to sager, bedes man kontakte Østjyllands Politi på telefon 114.