Pas på: Risiko for glatte veje fredag morgen
Der er faldet en del sne i Østjylland natten til fredag.
Snemandsbyggere og kælkebakkekørere skal skynde sig, hvis de skal have noget ud af alt den sne, der er dalet ned over Østjylland i løbet af natten til fredag.
- Der er kommet tøsne det meste af natten. Det er svært at sige præcis, hvor mange centimeter, det har sneet, da noget af sneen er smeltet igen, siger vagthavende meteorolog hos DMI, Henning Gisselø til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Plusgrader og regn
På Djursland og i Aarhusområdet vil det fortsat sne i løbet af fredag morgen og formiddag.
- Temperaturerne kommer over 0 grader i løbet af dagen, så derfor vil det meste smelte. Lørdag kommer der regn, og så er alt sneen væk, siger Henning Gisselø.
Glatte veje
Han advarer dog om, at der kan være glat på de østjyske veje fredag morgen.
- Det kommer an på vejtemperaturen. Lufttemperaturerne er nogle steder i Østjylland 1-2 graders frost. Så kan der godt blive glat, siger Henning Gisselø.