Pas på pladerne!
Over 7.000 forsvundne nummerplader på fem år
Tyve går i stigende grad efter bilens nummerplader, det viser nye tal fra Østjyllands Politi. Her har man gennem de seneste tre år registreret en stigning i antallet af forsvundne nummerplader på over 150 procent.
Alene sidste år forsvandt 1.817 nummerplader, det svarer til næsten fem om dagen. Og de stjålne plader bliver ofte brugt til anden kriminalitet lyder det fra ordensmagten:
- Det er en bekymrende udvikling. De stjålne nummerplader bliver bl.a. benyttet af kriminelle, der er på tyvetogt i villaområder, siger politikommissær Mogens Brøndum fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
På det seneste har også de rekordhøje benzinpriser fået mange til at snyde med stjålne nummerplader. De skifter simpelthen pladen på deres egen bil med en stjålen, og kører så fra regningen, når de har tanket - uden at personale eller politi har nogen mulighed for at spore synderen.
Det er frækt!
Det skete bl. a. for Poul Olsen. Den 13. februar fik han stjålet begge nummerplader på sin Suzuki, der holdt parkeret foran hans hjem i Tranbjerg. En time senere var de monteret på en fremmet bil på en tankstation i Tilst. Her tankede føreren og kørte derefter fra regningen.
- Jeg synes sgu det er frækt - undskyld udtrykket, lyder det fra Poul Olsen.
For nemme at stjæle
Nummerplader er nu om dage ofte monteret i en såkaldt klik-ramme - en sort plasticskinne, hvor de kun sidder fast med nogle små plastic-clips. Det gør, at pladerne er forholdsvis hurtige at afmontere.
- Det kræver kun en skruetrækker og lidt fingerfærdighed. Det er næsten for nemt, forklarer automekaniker Karsten Ulrik Jensen fra Automester i Egå til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Også hos Østjyllands Politi mener man, at det er for nemt at stjæle nummerpladerne. Derfor opfordrer man bilejere til at fastmonterer pladerne:
- Vi anbefaler folk at få boltet eller skruet pladerne fast - eller eventuelt får dem limet. For det er efterhånden sværere at stjæle et sæt vinduesviskere end et sæt nummerplader, siger Mogens Brøndum.
Det er heller ikke gratis at få stjålet sine nummerplader. En enkelt ny plade koster 590 kroner, mens et sæt koster 1.180 kroner. Ærgerlige penge, lyder det fra Poul Olsen fra Tranbjerg, der nu har fået to ny plader monteret - denne gang med bolte.
2005: 707
2006: 806
2007: 882
2008: 1.422
2009: 1.680
2010: 1.817
I hele Danmark blev der sidste år stjålet over 20.000 nummerplader.
Kilde: Politiet