Pas på ørerne på festival
Overlæge mener, at nogle få får høreskader ved hver eneste rockkoncert
Snart er både Samsø Festival, Grøn Koncert og Smukfest over østjyderne, og med det kommer garantien for høj musik.
Og der er alt mulig grund til at være opmærksom på støjen, mener overlæge i blandt andet øresygdomme ved privathospitalet Aleris-Hamlet, Søren Vesterhauge.
- Min vurdering er, at der efter hver eneste lange rockkoncert går en håndfuld tilskuere derfra med høreskader - ofte uden at vide det i første omgang, da kun én ud ad fem med høreskader samtidig plages af tinnitus. Det sørgelige er, at når skaden først er sket, er det begrænset, hvad vi kan gøre, siger han i en pressemeddelelse.
Det gode råd er, at man skal reagere, hvis musikken bliver forvrænget i dit øre. Høreværn eller at decideret forlade koncerten er løsningen.
- Runger eller suser det i ørerne umiddelbart efter en koncert, har de allerede taget skade. Der er ekstremt stor forskel på, hvor meget støj vores ører kan tåle, siger Søren Vesterhauge.
Han forklarer, at studier viser, at der skal meget lid til, før der kan opstå permanente høreskader som tinnitus og nedsat hørelse.
Derfor er rådet fra ørelægen at bruge ørepropper og at stille sig væk fra højtalerne.
Samsø Festival begynder i morgen, den 15. juli, og kører ugen ud. Der er Grøn Koncert i Randers den 17. juli og i Aarhus den 18. juli, mens Smukfest ligger fra den 5. til den 9. august.