Pas på nytårskrudtet
Det er ikke så svært at tage sine forholdsregler, når det farlige og smukke krudt fyres af nytårsaften
30. dec 2010, kl. 16:04
Mere end 30 dage gammel
Nytåret fejres med flotte brag og festlige farver, ,men mange ulykker kan undgåes, hvis krudtet fyres af med lidt omtanke. Hos Falck oplever de alligevel hvert år desværre mange skader, og derfor opfordrer de alle til at tænke sig om.
- Fyrværkeriskader kan være meget alvorlige, og vi ser beklageligvis hvert år tilfælde, hvor affyring af fyrværkeri giver skader med varige mén, og i enkelte tilfælde også dødsulykker, siger Falcks brandchef Jørgen Mieritz i en pressemeddelelse.
Derfor er opfordringen, at følgende simple råd overholdes.
- Affyr raketter fra et lodret rør eller fra en flaske, der står fast i jorden. Hold aldrig antændt fyrværkeri i hånden.
- Brug beskyttelsesbriller - og giv også til dem, der kun kigger på.
- Forsøg ikke at lave fyrværkeri selv - det er livsfarligt.
- Gå aldrig tilbage til en fuser.
- Kast aldrig med fyrværkeri - selv tilsyneladende harmløst fyrværkeri kan give store brandsår.
- Tænd ikke fyrværkeri nærheden af brandbart materiale.
- Hold kæledyr inden døre - fyrværkeribrag kan skræmme dyrene.
Falck opfordrer også til, at containere og andre områder med brandbart materiale tømmes.