Pas på isslag på vejene

Spejlglatte veje flere steder

Sneen har allerede mandag formiddag sat sit præg på trafikken på motorvej E45.

- Der var spejlglat sort is i Højbjerg, da jeg kørte hjemmefra her til morgen, fortæller en seer til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Og det kan blive meget værre i løbet af dagen advarer Vejdirektoratet og DMI. En minisnestorm har nemlig retning mod Østjylland.

Sneplovene kører allerede i Nordjylland, og vejdirektoratet advarer om, at der er faldet isslag i landets sydlige del.

Mange steder i Danmark er der nemlig faldet nedbør, som er frosset til is med det samme, og det skaber farlige situationer på vejene. Sådan lyder advarslen fra Vejdirektoratet.

- Det er rigtigt glat derude, og vi har haft saltvogne ude og salte i hele landet på de større statsveje, fortæller Anders Bach Sørensen, som er vagthavende i Vejdirektoratets Trafikinformationscenter.

- Der er faldet isslag i hvert fald i den sydlige del af landet. Vi har fået meldinger fra Fredericia, Vestfyn, Lolland, Falster og Syd- og Midtsjælland, tilføjer han.

Se: VIDEO: Så kom sneen!

Der er også kørt med sneplove oppe i det nordjyske for at fjerne fygesne, der ryger ind over vejen, lyder det.

- Man skal alle steder i landet være meget påpasselig og køre efter forholdene. Og køre forsigtigt og stille og roligt, siger Anders Bach Sørensen.

- Man skal være opmærksom på, at det kan være glat. Om det er sne- eller isglat, det varierer lidt rundt omkring i landet, tilføjer den vagthavende i trafikinformationscentret.

Der har ikke været nogle større uheld på vejene i løbet af natten til mandag, oplyser politiet.

Togene kører til tiden mandag morgen, men DSB forventer, at selskabet kan få problemer i Nordjylland senere på dagen.