Pas på isglatte veje
Advarer trafikanter trods snerydning og saltning
Trafikanterne skal søndag aften fortsat tage højde for risikoen for isglatte veje over hele Østjylland.
Sådan lyder vuderingen fra Vejdirektoratet til trods for, at de fleste veje efterhånden er ryddet eller saltet.
På hjemmesiden www.trafikken.dk sætter direktoratet små advarselstrekanter på de forskellige områder, hvor risikoen for glatte veje er størst.
I Østjylland er især det sydlige Djursland ramt. Men med det nuværende vejr kan skiltene hurtigt blive flyttet rundt, oplyser Vejdirektoratet.
- Der er ingen steder, hvor man har betragteligt større risiko end andre. Situationen kan ændre sig i løbet af nogle timer, forklarer trafikmedarbejder Dan Jensen.
En virkning på et døgn
Dan Jensen tilføjer dog, at der ikke som sådan er tale om noget usædvanligt vejr.
- Vi har ryddet og saltet, og hvis der er behov, er vi klar til at salte igen. Men når vi har saltet, har det typisk en virkning på omkring et døgn, siger Dan Jensen.
Med temperaturer søndag aften på ned til fem-seks minusgrader vil risikoen for glatte veje vare ved foreløbigt.
Temperaturerne holder sig dog relativt lave og ensartede, så man har ikke udsigt til de pludseligt isglatte veje, der følger med tø og frost på skift.
Vejdirektoratets vintercentral holder løbende øje med udviklingen for at sætte ind med saltning og snerydning, hvor det bliver nødvendigt.