Pas på hunden: Ræv med skab set på Djursland

En ræv med tydelige tegn på skab er blevet set på Djursland. Den smertefulde og dødelige sygdom kan smitte hunde og katte.

En ræv med tydelige tegn på skab er blevet set på det centrale Djursland.

Ole Ørgaard, kredsformand for Dyrenes Beskyttelse i Midtdjurs, fortæller til Lokalavisen Norddjurs, at den lokale landbetjent så ræven i området omkring Ringvej i Pindstrup.

Hårlaget på den syge og smittebærende ræv var næsten væk.

Hunde, og i sjældne tilfælde også katte, kan ifølge avisen smittes med ræveskab. Hvis dyrene kommer i berøring med grene eller græs, hvor ræven har været og efterladt mider, kan hunden også angribes.

Hvis en ræv bliver smittet med skab, går den en sikker og smertefuld død i møde. Så galt går det dog sjældent for hunde. Inden sygdommen når så vidt, bliver de normalt behandlet hos en dyrlæge.