Pas på: Der falder is ned
Område afspærret i Aarhus Midtby
Et mindre område i Aarhus Midtby blev fredag eftermiddag afspærret for at forhindre, at fodgængerne på fortovet kom til skade.
Østjyllands Politi modtog tidligt på eftermiddagen en anmeldelse om, at der faldt tungt is ned fra en ejendom på J. M. Mørks Gade.
Isen faldt ned fra 6. sal og ramte derfor med stor kraft, når den landede på jorden.
Østjyllands Politi ankom til stedet kort efter. Derefter gik arbejdet med at afspærre området i gang.
- Vi er dernede sammen med brandvæsnet, så vi kan spærre af og forbygge, at nogen eventuelt kommer til skade, siger politiassistent Marianne Morgen fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Der kan meget vel være mere sne og is, som falder ned fra bygninger andre steder i Østjylland i de kommende dage. Ifølge TV 2 Vejret er der udsigt til en forholdsvis lun weekend med temperaturer på op til syv grader.