- Pas på alger!
Her advarer kommunen mod at bade
Det kan være farligt at stikke fødder eller poter i vandhuller og små vandløb.
Sådan lyder advarslen fra Randers Kommune.
Advarslen kommer efter, at kommunens miljøafdeling har modtaget en henvendelse om, at en hund muligvis er blevet forgiftet af alger på engene ved Mellerup.
Netop i sommermånederne med varmt og tørt vejr er der øget risiko for opblomstring af alger - særligt steder, hvor der ikke er særlig stor vandgennemstrømning og derved høje temperaturer.
- Randers Kommune advarer mod at lade børn og dyr lege i de små vanhuller og vandløb på grund af risikoen for alger. Ligesom hundeejere bør forhindre, at deres hunde drikker af selv samme vand, skriver kommunen på sin hjemmeside.
Kommunens miljøafdeling har blandt andet også registreret flere døde fisk i et kommunalt vandhul.
Der er dog ingen fare ved at bade i for eksempel Randers Fjord eller Gudenåen.