Vi kan være på rekordkurs - det våde forårsvejr fortsætter
Vi kan meget vel været nået op på omkring 80 millimeter nedbør om en uges tid.
Da kalenderen skiftede fra februar til marts, forsvandt det flotte og forårsagtige vejr, vi havde i den sidste halvdel af februar, som dug for solen.
Siden da har vejret været efterårsagtigt med regn og rusk, og intet tyder på, at det ændrer sig nævneværdigt den kommende uges tid.
Læs også
Fortsætter tendensen, kan vi komme tæt på rekorden for nedbør i marts måned på 100 millimeter.
Næsten det dobbelte af en normal måneds regn på blot en halv måned
Hele tre store regnvejr ser ud til at skulle passere os i midten af næste uge, og imellem dem er der også plads til byger.
Det første store regnvejr kommer tirsdag efter en stort set tør mandag. Prognoserne har 10 til 15 millimeter regn mange steder og også slud flere steder.
Onsdag ser det ud til, at et lavtryk med regn og byger vil bevæge sig lige hen over Danmark. Det vil give 5 til 10 millimeter regn.
Læs også
Torsdag og fredag har endnu et frontsystem sat kursen mod os.
Samler vi regnmængderne sammen, er det ikke usandsynligt, at vi har fået mere end 30 millimeter regn, når ugen er omme.
Marts har på nuværende tidspunkt allerede hældt 48,8 millimeter i nedbørmålerne, og derfor kan vi nemt ende på omkring 80 millimeter om en uges tid.
Dermed er det bestemt ikke urealistisk, at vi kan nærme os martsrekorden på 100 millimeter nedbør, som blev sat tilbage i 1978.
En normal marts byder i øvrigt på 46 millimeter nedbør, så vi kan allerede konstatere, at marts er vådere end normalt.