Veganere i tårer ved slagtehus: - Det kunne lige så godt have været mig

Chikane mod slagtere, konfrontationer med en minister og gråd for slagtekvæg. Aktivistiske veganere har taget kampen op mod kødproduktionen

01:00

VIDEO: En gruppe aktivister var tirsdag mødt frem ved Aarhus Slagtehus. Flere måtte lade tårerne få frit løb, da køerne blev ført ind gennem porten til slagtning. Video: TV 2

I samarbejde med tv2.dk

Vi spiser fortsat mere kød, og kødproduktionen ventes i år at slå ny rekord.

Imens er en modbevægelse af aktivistiske veganere ved at få fodfæste i Danmark. Mennesker, der ikke bare selv undgår at spise noget, der kommer fra dyr, men som mener, at det er mord at spise kød og aktivt forsøger at forhindre det.

Læs også Den store veganer-krise: Sten elsker bacon

De seneste måneder har en gruppe aktivister været hyppige gæster ved Århus Slagtehus, og TV 2 var med, da de igen samledes og trådte gennem plankeværket, ind på slagtehusets område.

Nogle havde været med før, mens andre var med for første gang. Da køerne blev ført ind gennem porten til slagtning, måtte flere lade tårerne få frit løb.

- Jeg har aldrig været tæt på det her før. At se dem stå på deres dødsgang, det er hjerteskærende. Jeg har før set film og tv med dem, men det her er noget helt andet. Jeg kan slet ikke holde det ud, siger Nicolaj Christoffersen, inden stemmen knækkede over.

Det er for at understrege vigtigheden af det her. For at vise, at det er køernes virkelighed.

Nicolaj Christoffersen, aktivist, The Save Movement

Han er medlem af den aktivistiske veganergruppe The Save Movement. De møder op ved slagtehuset i Aarhus for at udvise omsorg for køerne på deres sidste rejse – og for at vise danskerne billeder af det, som gruppen har betegnet som "køernes holocaust".

Læs også Fødevareminister til veganer: - Jeg elsker bacon

- Det er for at understrege vigtigheden af det her. For at vise, at det er køernes virkelighed. Det er sådan, at de opfatter det. Det er massenedslagtning af en masse individer, som vi glemmer, siger Ulrik Myrtue, der er stifter af grupperingen.

Samme følelser for dyr og mennesker

I Aarhus slagter de hver uge omkring 1000 køer, og ifølge tal fra FN’s fødevareorganisation, FAO, forventes den samlede kødproduktion på verdensplan at stige fra 330 millioner ton sidste år til 336 millioner ton i år.

Det gælder også oksekød, som verdens klimaforskere ellers er enige om, at vi skal skære kraftigt ned på, hvis vi skal nå de fastsatte klimamål. Her ventes produktionen at stige fra 70,8 millioner ton til 72,1 millioner ton.

Men aktivisterne mener ikke bare, at produktionen er uholdbar for klimaet. Behandlingen af dyrene i kødproduktionen rører dem også dybt.

- Det kunne ligeså godt have været mig, det der. Jeg føler med dem. Ligesom hvis det havde været en hund eller en kat eller en kanin. Det er et levende væsen ligesom mig. Hvis det var et barn, ville jeg føle det samme, fortæller Nicolaj Christoffersen.

Læs også Arla: Mælkedebatten er skinger. Veganer: Vi søger ægte videnskab

TV 2 har de seneste dage sat fokus på veganerne, der blandt andet kræver, at deres børn kan få ren plantekost i vuggestuen.

Ifølge aktivisterne selv er den veganske aktivisme de seneste år taget til i Danmark i forsøget på at sætte fokus på dyrevelfærd, og flere gruppers initiativer har fundet vej til mediernes overskrifter.

00:30

VIDEO: Veganerpartiet anråbte miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) før Folketingets åbning. Det viste sig, at ministeren er vild med bacon.

Luk video

I krig med slagtere og ministeren

I 2016 forsøgte veganske aktivister at stoppe slagtningen af en unghane foran et børnepublikum. 

En selvudnævnt ’veganer-mafia’ forsøgte i august sidste år at gøre livet surt for landets slagtere ved at lave kampagner og chikane mod slagterforretningerne. Blandt andet ved at give dårlige anmeldelser på slagternes facebooksider.

Nicolaj Christoffersen kunne ikke holde tårerne tilbage, da han så slagtekvæget ved Århus Slagtehus. Foto: TV 2

Medlemmer af veganergruppen Vegan Change satte godt 1500 klistermærker op på lygtepæle, affaldsstativer og bænke i Aarhus, og i oktober i år vakte Veganerpartiet opsigt, da de anråbte miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) før Folketingets åbning.

Aktivismen både virker og kan forsvares, mener Veganerpartiet.

- Det kan virke meget provokerende for nogen, men den måde, vi behandler dyr på, er også meget provokerende. Og så kan man godt være bekendt at tage lidt hårdere midler i brug, siger Henrik Vindfeldt, der er medstifter af veganerpartiet.

Politikere tror ikke på aktivistisk effekt

Den holdning deles ikke af politikerne på Christiansborg, hvor Jakob Ellemann-Jensen ikke har megen tro på effekten af veganernes metoder.

-  Jeg foretrækker generelt argumenter fremfor aktivisme. Man kan sagtens være aktivist uden at have argumenterne i orden, skriver fødevareministeren i et skriftligt svar til TV 2.

Heller ikke Dansk Folkepartis Ib Poulsen, der sidder i Miljø- og Fødevareudvalget, har meget tilovers for vegansk aktivisme og happenings.

Læs også Veganere våger ved Århus Slagtehus: - Det er køernes holocaust

- Det er en ny bevægelse, en ny religion. Lige pludselig kan man redde verden ved at være veganer, og det, synes jeg, er helt forkert. Det er helt fair, at man har sin ytringsfrihed, men det her er at gå alt for vidt, siger han.

DF-politikeren opfordrer i stedet veganerne til at gå gennem de demokratiske processer og stemme på de politikere, der støtter deres sag.  

- Aktivisme er ikke den rigtige måde at gøre det på. Jo, der bliver gjort opmærksom på det, men jeg tror, at der er lige så mange, der tager dyb afstand fra det, siger Ib Poulsen.