Varmt og tørt forårsvejr giver risiko for birkepollen

Det varme og tørre forårsvejr kan give en stor stigning i antallet af birkepollen de kommende dage.

00:12

I animationen her er det tydeligt at se, at det flyver rundt med birkepollen i store dele af Nordeuropa. Video: Jan Jørgensen - Ritzau Scanpix

Hvis man efterhånden synes, at ganen klør, øjnene løber og næsen føles stoppet, kan det meget vel være en følgevirkning af birkepollen, som efterhånden begynder at stige i antal over Danmark.

Læs også Lun og solrig weekend venter østjyderne, men snart bliver det køligere

Selvom højsæsonen for birkepollen normalt først er slutningen af april og starten af maj, er flere af birketræerne allerede tyvstartet med at udsende pollen.

Tørt og solrigt vejr

De seneste dages tørre og solrige vejr er med til at 'kickstarte' birketræerne til at udsende pollen, og selvom der endnu ikke er registreret birkepollen i pollenfælden på taget af DMI på Østerbro, viser modelberegninger, at der efterhånden er birkepollen i luften over Danmark.

Derudover har februar og marts været væsentligt varmere end normalt, og det er også med til at give birkepollen tidligere end normalt.

Koncentrationen af birkepollen over Europa torsdag eftermiddag den 4. april 2019. Mange birkepollen over Østeuropa blæser op over Danmark fra sydøst. Foto: Copernicus (CAMS)

Polske pollen

Men det er ikke kun birketræerne herhjemme, der kan få øjnene til at løbe på pollenallergikere.

De enkelte pollen er så små, at de kan føres overordentligt langt med vinden, og derfor får vi mange pollen 'importeret' fra andre lande. Det drejer sig i øjeblikket især om pollen fra birketræer over det nordlige Polen og Tyskland, hvor der i disse dage er en sand eksplosion af pollen.

Læs også Det flyder med plastik i de østjyske havne

Disse pollen føres af sydøstenvinden op over Danmark, hvor der - ifølge prognoser - kan være op mellem 500 og 2000 birkepollen per kubikmeter luft.

Antallet af birkepollen ventes at kulminere fredag og lørdag, inden tallet for en stund vil falde i starten af næste uge.

Det er fra træer som dette, at der lige nu kommer birkepollen rundt i Danmark.

Selvom vi har taget tidligt hul på sæsonen for birkepollen, er der meget langt til birkepollenrekorden, der blev målt 21. april 2014. Dengang blev der optalt intet mindre end 4696 antal birkepollen i København. Til sammenligning betegnes mere end 100 birkepollen per kubikmeter luft normalt som værende 'mange'.

I videoen øverst i artiklen, ses en model-animation af antallet af birkepollen over Nordeuropa. Det varme og solrige vejr, giver anledning til en sand pollen-eksplosion over det nordlige Polen og Tyskland. Kilde: CAMS/TV 2 VEJRET.