Tyvebander plager genbrugspladser: Samme biler slår til igen og igen

00:44
I samarbejde med tv2.dk

Ingen anholdelser efter tyveri på genbrugspladser er indtil videre sket. Medarbejderne holder sig derfor tilbage

Tyvebander huserer på en lang række østjyske genbrugspladser.

Det er de samme biler med identiske nummerpladser og de samme personer, der slår til.

Læs også Udenlandske tyve hærger østjyske genbrugspladser

Selvom tyveriet er ulovligt, har politiet i Midt- og Østjylland ikke valgt at skride ind. Tilbage står medarbejderne på genbrugspladsen, der selv forsøger at stoppe tyvene.

Vi skal ikke sætte liv og lemmer på spil for at beskytte noget.

Torben Villumsen, talsmand for fem genbrugspladser i Aarhus

- Når vi tager tyvene i at gøre noget, bliver de efterhånden mere aggressive. De begynder at slå ud efter medarbejdere, siger Torben Villumsen, som er talsmand for fem genbrugspladser i Aarhus.

Torben Villumsen arbejder selv som renovationsarbejder på en af de genbrugspladser i Aarhus Kommune, der er plaget af tyveri. 

- Vi kender de kassevogne, de kører rundt i, siger han og tilføjer:

- Der går ikke mere end 15 sekunder - og så har de tre køleskabe.

Tyverierne er organiserede

Det er ikke kun i Aarhus Kommune, at tyvebander stjæler fra genbrugspladserne.

Læs også Genbrugsstationer i Silkeborg skræmmer tyvene med overvågning

Tyvebanderne er også set køre i de samme biler med identiske nummerpladser i forbindelse med tyverier i Viborg, Skanderborg, Hørning, Hinnerup, Ry, Galten, Odder, Vejle og Randers.

- Hvis man henvender sig til dem, afviser de en. Vi kan ikke stoppe dem i det, så risikerer pladsmændene at komme galt af sted. Det er ikke acceptabelt, siger Jens Drivsholm, der er driftschef hos Favrskov Forsyning.

Bilerne, der går igen, er særligt en grøn kassevogn og en blå Peugeot Boxer.

Her ses den grønne kassevogn. Foto: Privatfoto / TV 2

Ifølge Jørgen Niemann Nielsen, sektionsleder ved affald hos Randers Kommune, er gentagelsen af tyverierne ikke et tilfælde.

- Det er organiseret, siger han og bekræfter, at han har set de samme biler på en genbrugsplads.

Medarbejdere holder afstand til røvere

Miljøstyrelsen lavede sidste år en undersøgelse, hvor de overvågede tre genbrugspladser i 375 timer. Konklusionen var, at tyverierne er organiserede, og at tyvene stjæler for cirka 50 millioner kroner.

Her ses den blå Peugeot Boxer. Foto: Privatfoto / TV 2

Er det ikke lige meget, om det genanvendes af genbrugspladser eller mennesker, som overtager den her elektronik?

- Nej, det synes vi ikke. Der er en lang række regler, man skal overholde, når man behandler og håndterer den slags affald. Det kan man frygte, at tilfældige mennesker, der hiver det op af en container, ikke iagttager, siger Cecilie Spanner Ryding, funktionsleder hos Miljøstyrelsen.

I skrivende stund er ingen tyvebander blevet anholdt - trods genbrugspladsernes beviser. Ifølge Michael Kjeldgaard, chef for Nationalt Efterforskningscenter hos Rigspolitiet, vil politiet derfor skærpe indsatsen.

02:47

VIDEO: I Silkeborg har medarbejderne anmeldt fem tyverier til politiet, der dog endnu ikke har anholdt eller sigtet nogen for tyver. Foto:TV 2

Luk video

- Jeg forstår nu, at det er tiltagende, og så må politiet jo kigge på, hvor mange af den slags sager og anmeldelser, vi har, siger han.

Men indtil da fortsætter tyverierne ufortrødent. Medarbejderne på genbrugspladsen vil nemlig ikke stoppe tyvene for enhver pris.

- Det er døde ting. Vi skal ikke sætte liv og lemmer på spil for at beskytte noget, siger Torben Villumsen.

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig