Tvilum-konkurs rammer Jysk

Lars Larsens Jysk-sengeimperium er ramt af den overraskende konkurs i Danmarks største møbelfabrik Tvilum-Scanbirk med 700 ansatte

Foto: Henning Bagger - Scanpix

I samarbejde med tv2.dk

- Vi får produkter leveret fra fabrikken og følger dermed situationen nøje. Det er klart, at vi er interesserede i at vide, om selskabet overlever, eller om vi må finde en anden leverandør

Sådan lyder det fra kommunikationsdirektøren i Jysk, Rune Junberg Pedersen, til TV 2, efter Danmarks største møbelfabrik Tvilum-Scanbirk fra Fårvang er gået konkurs.

Læs også Detailekspert: Ledelsen burde have reageret langt tidligere

De mest populære produkter fra den kriseramte møbelfabrik er Hagendrup-garderobeskabet og Oldrup-kommoden.

- Vi står ikke umiddelbart i en i situation, hvor vi risikerer at løbe tør, men det er klart, at hvis det ikke lykkes for fabrikken at komme op at stå igen, kan det få konsekvenser på den lange bane, siger Rune Jungberg Pedersen.

01:06

VIDEO: Afklaringen for medarbejderne på konkursramte Tvilum er udsat. Ulrik Holsted-Sandgren, der er advokat og kurator i konkursboet, fortæller, at han har brug for mere tid til at finde den rigtige løsning på salget af Tvilum. Se interview med ham her fra i går, mandag den 5. februar 2018.

Luk video

Ingen planer om køb

Jysk med hovedsæde i Brabrand har dog ingen aktuelle planer om at sikre leverancerne ved at købe møbelfabrikken. Den umiddelbare afvisning kom, efter at Lars Larsen for et par år siden købte møbelvirksomheden Astona af Lars Larsens nære bekendte. Astona er storleverandør af sengeborde og kommoder til Larsen.

- Da vi købte møbelfabrikken, tog det konkurrencemyndighederne et år at godkende det, så derfor ligger det ikke lige til højrebenet, at vi skal gå ind og byde denne gang, siger kommunikationsdirektøren.

Læs også Skæbnedag på konkursramt østjysk møbel-virksomhed

Jysks kapitalstærke ejer, Lars Larsen, er ellers rigeligt polstret til at løfte udfordringen. Han har en personlig formue på 28,8 milliarder kroner, og den konkursramte virksomhed ventes at blive solgt for en slik, efter at den har givet underskud i flere år.

Afklaring fredag

Erhvervsmanden Lars Larsens butikskæde vokser fortsat og har nu mere end 2500 butikker over hele verden. Jysk Group omsatte for knap 25 milliarder kroner i regnskabsåret 2016/2017. Det gav et resultat før skat på 3,2 milliarder kroner. Begge poster er en forbedring fra sidste regnskabsår. Efter Lars Larsens afvisning står det klart, at byderne fra en anden virksomhed inden for industrien er i hård konkurrence med investorer med baggrund i en kapitalfond.

Læs også Flere potentielle købere har meldt sig til Tvilum

Ifølge TV 2s kilder ventes en afklaring på, om konkursen ender med et videresalg fredag. I givet fald vil de fleste af de 700 medarbejdere, men ikke alle kunne ånde lettet op. Som følge af de positive forventninger til salget af virksomheden er medarbejderne blevet suspenderet og ikke afskediget, så de hurtigt kan vende tilbage.

Det er ikke kun Jysk, der er spændt på, om virksomheden overlever. Også den amerikanske kæmpekæde Walmart er blandt kunderne.

01:28

VIDEO: Ægteparret Kirsten og Frank Andersen er begge ansat hos den konkursramte møbelvirksomhed Tvilum-Scanbirk i Fårvang, og nu risikerer de begge at miste deres arbejde.

Luk video