TV 2 Vejret varsler - risiko for vindstød af stormstyrke i eftermiddag og i aften
Weekenden begynder med meget blæsende vejr i store dele af landet.
Fra fredag eftermiddag og aften kan kraftige vindstød af stormstyrke ramme hele den vestlige og sydlige del af landet.
Det sker, når et mindre lavtryk under kraftig udvikling passerer tværs gennem Danmark.
Læs også
Lavtrykket ventes at tage en bane fra den nordvestlige del af Jylland og videre ned over Kattegat til det nordligste Sjælland - og herfra videre ind over Sydsverige.
På sydsiden af lavtrykket vil det blæse med hård til stormende kuling med vindstød af stormstyrke.
Varsel for hele den vestlige og sydlige halvdel af landet
TV 2 Vejret har udsendt et varsel for det blæsende vejr, som fra klokken 15 fredag eftermiddag lyder på risiko for vindstød af stormstyrke langs Jyllands Vestkyst fra Limfjorden til den dansk-tyske grænse.
Fra klokken 17 ventes vindstødene af stormstyrke at ramme Fyn, Vest- og Sydsjælland samt Lolland, Falster og Møn.
Fra klokken 20 ventes de kraftige vindstød også at nå frem til Bornholm.
Markant vindspring når blæsten kommer
Fredagens blæsevejr kommer relativt pludseligt. Når lavtrykkets koldfront fra midt på eftermiddagen passerer, vil man opleve et markant vindspring fra sydvest mod vest og pludseligt tiltagende og stødende vind.
Den kraftigste del af blæsevejret vil kun vare få timer og er hurtigt overstået, men vindstødene kan nå stormstyrke - og lokalt kan det ikke udelukkes, at man et sted eller to vil få vindstød af stærk storm.
Nyt stormlavtryk truer i weekenden
Fredagens kraftige blæsevejr er starten på det, der ser ud til at blive en blæsende weekend.
Endnu et kraftigt lavtryk vil søndag passere meget tæt på eller henover Danmark.
Læs også
Det kan i løbet af søndagen atter give vindstød af stormstyrke. Nogle prognoser har endda regulær storm til at ramme Jyllands vestkyst.
Usædvanligt blæsende marts
Flere kraftige blæsevejr med vindstød op til stærk storm har i løbet af måneden foreløbigt givet os en usædvanligt blæsende marts.
Vindstødene har med op til 30,2 meter per sekund været de kraftigste målt i marts i fem år, og middelvinden har på landsplan blæst med 5,9 meter per sekund i de første 14 dage af marts måned.
Det er den højeste middelvind målt i nogen marts måned siden 2003.