Tusindvis af telekunder har fået forkert navn i telefonbog
Ved en fejl er op mod tusind nuværende og tidligere abonnenter - heriblandt østjyder - blevet navngivet helt forkert på krak.dk
Den fysiske og tunge telefonbog er stort set ved at være et levn fra fortiden, og vi skal søge efter telefonnumre og adresse på krak.dk, som er den elektroniske telefonbog.
Dermed er det muligt at have friske oplysninger på personer ud fra adresse, telefonnummer og navn.
Men nu har en lettere pinlig fejl hos Telenor gjort det en hel del sværere at finde en person på krak.dk.
Landets største teleselskab har nemlig navngivet 1.000 kunder, måske flere, som 'Taletidskort Telenor A/S' i telefonbogen.
Ja, du læste rigtigt. Kunderne hedder alle stort set det samme: 'Taletidskort Telenor A/S' med meget få variationer.
En række af de berørte borgere bor i Østjylland.
En ærgerlig fejl
Da TV 2 kontakter Telenor, Krak og 118, som administrerer databasen over alle telefonnumre i Danmark, er de da alle også overraskede over de mange forkerte navne.
- Der er tale om en ærgerlig fejl, der har gjort, at en række tidligere taletidskortkunder er blevet listet forkert med navnet ”Taletidskort” i stedet for deres eget navn på krak.dk. Vi har tjekket efter, og vi kan se, at kunderne står rigtigt opført på den officielle nummersøgningstjeneste 118, der også leverer data til krak.dk, men der er desværre sket en fejl i den måde, som krak.dk lister kunderne på, skriver pressechef hos Telenor, Anne Faigh Rydell, til TV 2.
Hun oplyser også, at Telenor arbejder på at rette fejlen, som de regner med, er løst i løbet af ugen.
Telenor stoppede med at sælge taletidskort for over et år siden.
Også panderynker hos Krak
Hos Krak er man lige så forbløffet over de mærkelige navne. Det fortæller kommunikationschef Kristoffer Apollo til TV 2.
- Vores system overskriver navnet, når det er registreret som et taletidskort. Vi burde have fanget, at vi ender med en opsætning, hvor der fremgår adresse og taletidskort. Det burde ikke kunne lade sig gøre, siger han.
Efter en rundspørge kan pressechefen slå fast, at supportlinjerne ikke har været lagt ned af frustrerede kunder, som vil ikke vil gå under navnet 'Taletidskort Telenor' i telefonbogen.
TV 2 har taget en stikprøve og været i dialog med mere end 25 Telenor-kunder, som er listet forkert på krak.dk. Ingen af dem havde på daværende tidspunkt opdaget fejlen.