Trods regn i et par uger - så meget vand mangler naturen

Tørken er afblæst i det meste af landet, men der er fortsat et massivt nedbørunderskud i Danmark

Den østjyske muld tørster stadig efter vand. Genrefoto. Foto: Mads Claus Rasmussen - Ritzau Scanpix

I omkring 10 døgn har vejret budt på mere normale forhold for en dansk sommer.

En del regnvejr har passeret forbi landet, og i perioderne med 'tørvejr' har der været byger i nærheden, som har givet lokalt store nedbørsmængder.

Læs også Tørkeramte landmænd jubler over regn: - Det varmer bondemandens hjerte

Det har indtil videre givet os 56 millimeter regn alene i august, og det er en vejrtype - og nedbørsmængder, som står i skarp kontrast til det tørkeprægede vejr, vi havde næsten uden ophold fra starten af maj og indtil første uge af august.

Læs også Sådan kan man redde sin græsplæne efter tørken

Den længe ventede regn er kommet den tørkeramte danske natur til undsætning, og det er i øjeblikket kun på Bornholm, at der fortsat er afbrændingsforbud.

Danmark mangler over 90 millimeter regn

Selvom man kan foranlediges til at tro, at nedbørsbalancen nu er tilbage ved status quo, er det ingenlunde tilfældet. De tørre tal afslører nemlig, at vi på landsplan langt fra har fået dækket det enorme nedbørsunderskud, som blev opbygget under tørken.

I perioden fra den 1. maj til og med den 18. august er der i alt faldet 115 millimeter regn i Danmark. Heraf er de næsten 49 procent faldet de seneste 10 dage af august.

Læs også Oversvømmelser i Odder: Vær opmærksom på smitterisiko

I samme periode falder der normalt intet mindre end 208 millimeter nedbør, og det betyder, at det danske nedbørsunderskud netop nu er på hele 93 millimeter – på landsplan.

Det svarer til 93 liter vand per kvadratmeter overalt i Danmark eller det astronomiske tal på meget nær 4 billioner liter vand (4.000.000.000.000 liter).

Mere regn i sigte

Nedbørsunderskuddet kan dog reduceres den kommende tid, hvor vi fortsat befinder os i et ustadigt, men ganske lunt vejrmønster. 

Læs også Den gamle tropiske storm Ernesto rammer Danmark søndag

Søndag og natten til mandag får vi besøg af den forhenværende tropiske storm Ernesto, og i den kommende uge kan der samlet set falde omkring 15 millimeter på landsplan i forbindelse med byger og passage af flere frontsystemer.

01:08

VIDEO: Se den østjyske vejrudsigt for de kommende fem døgn.

Luk video