Trods kokainrus og nat i detentionen – Hugo Helmig skal spille i 'X Factor'

Den unge aarhusianske sanger har beklaget og er i behandling. TV 2s underholdningsredaktør holder fast i aftale om X Factor-optræden.

Hugo Helmig har ifølge hans manager taget kokain det seneste år. Foto: Nils Meilvang - Ritzau Scanpix

De sidste dage har været turbulente for Hugo Helmig.

Natten mellem fredag og lørdag tilbragte han i detentionen, fordi han var kraftigt påvirket af kokain. Og efterfølgende måtte han aflyse en koncert lørdag aften i Vejle.

Læs også Hugo Helmig har spillet sin første koncert

Den 20-årige sanger har aflyst endnu en koncert på fredag på den turné, der skal promovere hans nye album, 'Juvenile'. Men denne gang er det af en mere positiv årsag.

For i stedet for at stå på scenen i Hørsholm, som det var planen, går han på scenen med en gæsteoptræden i 'X Factor' på TV 2.

Et tilbagefald

Ifølge hans manager var episoden i weekenden ikke første gang, Hugo Helmig har taget kokain.  

Det er derimod sket flere gange i løbet af det seneste år, og derfor begyndte han i januar i misbrugsbehandling.

Hugo Helmig er i behandling, og han og hans management håndterer hændelsen med stor alvor.

Dorte Borregaard, der er underholdningsredaktør, TV 2

Det har ifølge Dorte Borregaard, der er underholdningsredaktør på TV 2, været medvirkende til, at man ikke har valgt at aflyse den unge sangers tv-optræden på fredag.

- Hugo Helmig er i behandling, og han og hans management håndterer hændelsen med stor alvor, åbenhed og beklagelse. Derfor har vi besluttet at holde fast i vores aftale, siger hun.

Stor opbakning

I løbet af weekenden var det kun Helmigs manager, Jacob Sørensen, der udtalte sig om sagen, men søndag aften tog den unge Helmig selv bladet fra munden i et opslag på Instagram.

- Tusind tak for alt den kærlighed og forståelse, jeg har modtaget de sidste for dage. Jeg er dybt taknemmelig, skriver han blandt andet i opslaget, der i skrivende stund er liket mere end 7000 gange.

Den støtte, han skriver om, kommer både fra fans, andre kendte og hans mor, Renee Toft Simonsen.

- I dag holder vi hjertet åbent hjemme hos os, skrev hun søndag.

Vis dette opslag på Instagram

Idag holder vi hjertet åbent hjemme hos os 💜

Et opslag delt af Renee Toft Simonsen (@reneetsimonsen) den

Også tv-værten Anders Breinholt har udtrykt sin støtte med ordene:

- Uanset hvad…. En ekstra chance. 

- Det er dumt at tage stoffer

Hos TV 2 er underholdningsredaktør Dorte Borregaard glad for den opbakning, Hugo Helmig har fået.

Læs også Hugo Helmigs største øjeblik: Nu tager han næste skridt

Samtidig lægger hun ikke skjul på, at det ikke er uden overvejelser, at hun lader en person, der har problemer med ulovlige stoffer, deltage i et stort underholdningsprogram med mere end en million seere.

- Det er dumt at tage stoffer, og det er ulykkeligt, når unge mennesker roder sig ud i den slags, siger hun.

02:51

VIDEO: I august 2017 spillede Hugo Helmig sin første koncert. Den fandt sted på Train i Aarhus.

Luk video