Spinkelt håb for tørkeramte landmænd og haveejere - weekenden kan komme med tordenbyger
Regn- og tordenbyger kan slå til nogle steder i landet i weekenden, inden det tørre og meget varme vejr vender tilbage i næste uge
Maj bliver den varmeste nogensinde målt i Danmark, og alletiders solrekord står også for fald.
Samtidig har vi kun fået meget lidt regn i årets femte måned indtil videre.
Læs også
Faktisk så lidt, at maj ville blive den tørreste i 59 år, hvis ikke der faldt yderligere så meget som en dråbe regn.
Byger afblæser ikke tørken, men kan binde støvet
Men nu er der et spinkelt håb for de haveejere og ikke mindst landmænd, for hvem regnen ville være utrolig kærkommen efter mere end to uger uden nedbør.
TV 2 VEJRETs seneste prognoser viser nemlig, at man nogle steder i landet kan få regn- eller tordenbyger i løbet af weekenden, inden det solrige, knastørre og meget varme vejr vender tilbage i næste uge.
Læs også
Lad det være sagt med det samme: Tørken bliver ikke afblæst, mange steder vil regnen blot være nok til akkurat at binde støvet, og flere andre steder får man ikke skyggen af en regndråbe at se.
Men der er altså mulighed for nogle for at få lidt vand fra oven i weekendens løb. Se prognosen for skyer og regn i weekenden i videoen længere oppe i artiklen.
Køligere luft i højden gør atmosfæren ustabil
Årsagen er, at et område med lidt koldere luft i de højere luftlag trækker ind over Sydskandinavien.
Det gør luften ustabil, og både over Sydsverige og Danmark kan der dannes regn- og tordenbyger, navnlig i løbet af eftermiddagen både lørdag, søndag og mandag.
Læs også
Lørdag vil det primært være Sjælland, der står for skud, hvor bygerne kan opstå i dagens løb eller drive ind fra Skåne.
Søndag kan der komme byger flere steder landet, mens det mandag især er Jylland, som har mulighed for lidt vand fra oven.
Knastørt, solrigt og meget varmt igen i næste uge
Langt fra hele Danmark vil få regn i løbet af weekenden, men der, hvor den falder, gør den det på et særdeles tørt sted - bogstaveligt talt.
Fra tirsdag tyder meget på, at det igen bliver tørt, solrigt og sandsynligvis endnu varmere.
Prognoserne spår, at temperaturerne tirsdag og onsdag kommer op omkring 28 grader og lokalt måske endda 30 grader.