Sommervarme afløses af tordenbyger fredag
Fredag bevæger varm og fugtig luft sig op over landet, og med lidt held kan vi nærme os en sommerdag. Men det har sin pris.
Det smukke men noget kølige sommervejr, vi har haft i de seneste dage, afløses fredag af lummervarm luft nede fra det kontinentale Europa.
Med sig bringer varmen flere skyer - og sågar tordenbyger.
Allerede i løbet af natten kommer der flere skyer ind over landet fra vest. Efterhånden vil der også komme regn af og til - først i Jylland og sidenhen også længere østpå.
Regnen fra lavtrykket ser lige nu ud til at holde sig til de sydligste egne af landet, mens en svag frontzone giver byger og regn i det jyske.
Opklaring på en sommerdag
Er vi så heldige, at solen får lov til at kigge frem i tilpas lang tid, kan vi få vores ottende sommerdag i år - og den første i juli.
Læs også
Det bliver dog noget usikkert, da en sommerdag fredag vil kræve huller i skydækket i lang nok tid til at få varmet jorden, og derved luften op.
Chancerne for en sommerdag er størst i det centrale Jylland og på Vestsjælland. En meteorologisk sommerdag er, når temperaturen kommer over 25 grader på en officiel målestation.
I eftermiddagstimerne fredag vil der efterhånden kunne dannes kraftige byger med både hagl og torden. Bygerne bliver kraftigst dér, hvor temperaturen bliver højest.