Sommeren 2018 kan blive både den varmeste og mest solrige nogensinde
Sommeren 2018 er godt på vej til at skrive sig ind i dansk vejrhistorie
Selvom den sidste uges tid har budt på mere almindeligt dansk sommervejr, så er der nok ikke mange danskere, som er i tvivl.
Årets sommer har været næsten uden sidestykke i dansk vejrhistorie, og det kan tydeligt aflæses på tallene for sommeren indtil videre.
Læs også
Selvom der fortsat mangler 15 døgn af august, så har sommeren 2018 direkte kurs mod historiebøgerne.
Kan blive den solrigste i dansk vejrhistorie
Siden 1920 har DMI målt antallet af solskinstimer i Danmark, og ofte er det navnlig solskinstimerne om sommeren, som folk interesserer sig for.
I 71 år har sommeren 1947 stået som rekordholder for flest solskinstimer i en kaldendersommer med hele 770 timers solskin i perioden juni-juli-august. Det svarer til 8 timer og 22 minutters solskin hver eneste dag i de tre sommermåneder.
Men rekorden fra 1947 er sat under alvorligt pres, med den usædvanlige sommer vi fortsat er i færd med at afvikle.
Til og med den 16. august er der registreret 728 timers solskin - og dermed mangler der 'kun' 43 solskinstimer resten af august, førend 2018 kan bryste sig af titlen som den solrigste sommer målt på landsplan i dansk vejrhistorie.
Læs også
Det svarer til knap tre timers solskin hver dag resten af august, førend rekorden vil være i hus. Det er naturligvis for tidligt at afgøre, om det ender således, men sandsynligheden er temmelig høj.
Juni blev den solrigste af sin slags i 26 år, mens juli i år med 339 timer, blev den solrigste juli der er målt i Danmark.
FEM MEST SOLRIGE MÅNEDER I DANMARK
347 timer (maj 2008)
339 timer (juli 2018)
330 timer (maj 1947)
321 timer (juli 2006)
Varmerekorden fra 1997 kan også falde
Ikke nok med at solen i lange perioder af sommeren har skinnet fra en næsten skyfri himmel, så har vi også oplevet usædvanlig varme.
Alene i år blev juni blev den varmeste i 26 år, mens juli 2018 endte på en brandvarm fjerdeplads.
Indtil den 16. august ligger gennemsnitstemperaturen for august på 18,9 graders varme, og hvis sommeren 2018 skal blive den varmeste, der er målt - siden 1874 - så kræver det, at august ender med en middeltemperatur på mindst 17,6 grader.
Læs også
Det er bestemt ikke umuligt med 14 dage tilbage af måneden - især fordi den kommende uge bliver relativt lun med en døgnmiddeltemperaur på cirka 18 grader.
Den varmeste sommer til dato fik vi for 21 år siden, i 1997, hvor sommerens samlede gennemsnitstemperatur endte på 17,7 grader. En rekord der meget vel kan falde indenfor kort tid.