Sne, regn og glatte veje over Danmark
Især i Nord- og Østjylland kan man se frem til våd og nogle steder hvid mandag
Flere steder i navnlig den nordlige og østlige del af Jylland er man mandag stået op til snevejr med temperaturer tæt på frysepunktet.
Det er en ganske svag frontzone, som ligger over landet i dag, men den kaster alligevel nedbør af sig i dagens løb, som både kan falde som regn, slud eller tøsne.
Prognosen viser, at det især er i Nord- og Østjylland, at man resten af dagen vil få regn og sne, men der kan også falde en smule nedbør andre steder i landet.
Pas på glatte veje
Det kan i sagens natur også give anledning til glatte veje - også steder, hvor der ikke er faldet sne.
Flere steder i landet og især på Øerne er der risiko for rimglatte veje mandag morgen og formiddag, og det er også her, at det med -1,7 grader i Sjælsmark ved Hørsholm har været koldest i nat.
I blandt andet København melder vinterjenesten dog om, at man allerede søndag aften påbegyndte saltning.
Læs også
Meget koldere vejr på vej
Nord for dagens front, der giver lidt regn eller sne, begynder betydeligt koldere luft at blæse ned over Skandinavien fra nordøst.
Denne kulde når gradvist også ind over Danmark de næste dage, men det er først til weekenden at det for alvor bliver iskoldt med adskillige frostgrader både dag og nat.